Forstå logikken
Hvilken vej drejer traileren bag dig, når du drejer på bilrattet? I bakgear kan det være en smule hjernevridende at regne ud. Derfor skal du forestille dig, at bunden af bilrattet er trailerens bagende. Så når rattets bund drejes og peger mod venstre, vil trailerens bagende også søge til venstre.
Drej i bakgear
Det her er ”genbrugspladsmanøvren”: Du skal af med dit haveaffald, og der holder i forvejen to biler med trailere foran aflæsningsstedet. Nu skal du have bakket bil og trailer ind mellem eller ved siden af de andre biler. Drej forsigtigt, og ret op i god tid, så traileren ikke fortsætter for langt i den retning, du starter med at dreje den.
Sigt efter båsen eller mellemrummet mellem de andre biler. Det kræver lidt øvelse at fornemme hele vogntogets længde, så øv dig på en tom parkeringsplads.
Allerede nu skal der korrigeres. Ellers drejer traileren for langt og ender med at stå på tværs. Når bunden af rattet drejes lidt mod højre, retter trailerens bagende sig ind og nærmer sig “lige ud”.
Nu skal rattet stå lige. Traileren vil sandsynligvis allerede nu fortsætte en anelse for meget til venstre, men det løser vi om lidt. I de fleste tilfælde er det her godt nok.