Skift hjullejer på din trailer

Slingrer traileren fra side til side, så er det sandsynligvis hjullejerne, der er gået. De skal skiftes i en fart, og det klarer du sagtens selv på en formiddag.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Hjulnøgle
  • Hammer
  • Tang
  • Fastnøgle

Materialer

Til lejerne til to hjul:

  • Nye lejer (2 udvendige og 2 indvendige lejer)
  • 2 pakdåser
  • 2 møtrikker
  • 2 splitter
  • Evt. 2 nye navkapsler

Trin for trin

Tjek lejerne ved at løfte traileren op med en donkraft og ryk hjulene fra side til side. Et raskt leje giver sig ikke så meget som en millimeter. Kan du rykke hjulet frem og tilbage, er lejet gået i stykker.

Når du skal købe nye lejer, skal du vide, hvilken type og størrelse der passer på lige netop din trailer. Og kan du ikke selv finde ud af det, kan du pille hjulene af traileren, trække navet af og tage det med ned til den nærmeste forhandler.

Skift af lejer på brenderup trailer 1

Brug en hjulnøgle i den rigtige størrelse til at løsne hjulboltene en halv omgang, inden du hæver traileren og placerer den på en buk. Så er det lettere at fjerne boltene bagefter.

Hjulleje trailer 2

Fjern navkapslen (hold en skruetrækker mod kapslens kant, og slå den forsigtigt udad med hammeren). Slå én gang med hammeren, og drej navet - slå igen, efter et par slag glider kapslen af.

Hjulleje trailer 3

Hvis navet er fyldt med fedt, tørres dette væk med en klud, så møtrikken bliver ren - og du kan se splitten i navet. Splitten låser navmøtrikken og fjernes let med en tang.

Skift af lejer på brenderup trailer 4

Løsn møtrikken med en fastnøgle i den rigtige størrelse (normalt str. 24), og fjern møtrikken og den bagvedliggende spændeskive. Skiven fjernes lettest ved at vippe den ud med en lille skruetrækker.

Trailer hjulleje 5

Træk navet af spindlen, og fjern pakdåsen på bagsiden med en skruetrækker. Slå lejerne ud med hammer og dorn, og rens navet for fedt - det kan indeholde urenheder, som kan ødelægge de nye lejer.

Trailer hjulleje 6

Smør siderne i de nye lejer ind i lejefedt, og drej den indvendige del af lejet rundt, indtil du kan se, at fedtet har fordelt sig, og lejet løber let. Efterfyld lejets sider med fedt igen, inden det monteres.

Skift lejer på trailer 7

Spænd navet op i en skruestik, og slå lejet forsigtigt i med en hammer og en klods. Sørg for, at lejet ligger lige. Slå lejet på plads med hammer og dorn - slå forsigtigt på lejets yderkant, aldrig på de indvendige dele.

Skift lejer på trailer 8

Smør pakdåsen med lejefedt med en pensel på den indvendige side, og pres dåsen ned i navet - du kan evt. bruge en hammer og en træklods, hvis pakdåsen er vanskelig at få på plads.

Skift hjulleje trailer 9

Når navet er adskilt, bør du benytte lejligheden til at smøre gevindet til hjulboltene med kobberfedt. Dette gøres lettest med en pensel - så er møtrikkerne langt lettere at løsne, næste gang du skal have hjulet af.

Hjulleje trailer 10

Skub navet ind over spindlen på traileren igen. Sørg for, at navet kommer rigtigt på plads - det skal helt ind, så du kan se gevindet. Fordel et godt lag lejefedt i navet med en pensel.

Hjulleje trailer 11

Skub spændeskiven ind over spindlen, og spænd møtrikken til med en fastnøgle. Løsn møtrikken en lille smule, så du kan skubbe splitten på plads i den første slids i møtrikken. Vrid splitten med en tang.

Skift af lejer på brenderup trailer 12

Slå navkapslen forsigtigt på navet med en hammer. Montér hjulet og de fire hjulbolte. Vent med at spænde boltene til (husk at gøre det i diagonal rækkefølge), før de alle er monteret.

Se flere reparationer af traileren

Når du alligevel er i gang, kan du med fordel give din trailer et mere grundigt eftersyn. Især trailere af ældre dato lider som regel af flere "sygdomme". Og langt de fleste af dem kan du sagtens fikse selv.