9 dumme dørfejl

Der er meget, der kan gå galt, når du sætter en ny dør i facaden. Eller meget, der kan gå godt, hvis du bare er opmærksom på de klassiske fejl, rigtig mange af os begår.

Du kan sagtens selv sætte en dør i facaden. Men inden du går i gang, skal du vide, at der er en række faldgruber, som du skal undgå at falde i under montage af en dør. For selvom det er en forholdsvis simpel opgave, er rækkefølgen, valget af materialer og detaljerne langt fra ligegyldige for det færdige resultat.

Starter du fx med at sætte skruerne i karmens løse side, vil du ende med en skæv dør. Og glemmer du klodser bag skruerne til karmen, går det også med stor sikkerhed galt.

Læs om de 9 klassiske fejl, så du kan springe dem over, næste gang du monterer en dør.

1. Fejl i opmåling

Overraskende mange døre og vinduer viser sig ikke at passe i de huller, de er bestilt til. Det skyldes simpelthen fejlopmåling.

Husk, at karmen skal være 2,5-3 cm kortere end murhullet på hver led. Så er der plads til en fuge på 1,2-1,5 cm hele vejen rundt. Du skal altså måle murhullet og så trække 2,5-3 cm fra på hver led.

Og så skal du ikke nøjes med at måle ét sted på hver led. Mål tre forskellige steder, og brug det mindste mål som udgangspunkt. For er murhullet fx 1 cm smallere foroven end forneden, får du ikke plads til isolering og fuge, hvis karmen passer til det bredeste sted.

2. Forkerte skruer

En almindelig skrue kan nemt trække karmen skævt. En karmskrue er derimod forsynet med gevind helt oppe under skruehovedet, og derfor trækker den ikke i karmen. Karmskruer bruges i mur og beton og kræver ikke plugs.

3. Forkert karmbredde

Karmens bredde skal passe til muren – ellers skal du lave tilsætninger af lister eller i værste fald skære en for bred karm til. Så læg mærke til, hvilken bredde karmen kan fås i.

Har du skæve mål, kan du flere steder bestille karme med specialmål. Eller du kan købe en såkaldt flexkarm, du selv kan justere.

4. Synlige skruer

Skruer er nødvendige til at sætte karmen fast, men der er ingen grund til at placere dem i den del af karmen, der er synlig, når døren er lukket. Sæt dem inde i falsen, så den lukkede dør skjuler dem. Det ser meget bedre ud end synlige skruer eller skruer med plastik-dækknapper.

5. For lidt isolering

Lad være med at spare på isoleringen. Mellemrummet mellem karm og mur skal fyldes ud med mineraluld. Du kan købe ruller, der er lavet til præcis dette formål, eller blot selv skære tynde strimler.

Lad være med at presse så meget, at du komprimerer mineralulden; det er luften i materialet, der isolerer.

6. Manglende opklodsning

Bag ved hver skrue skal der sidde en kile eller et stykke træ, så karmen ikke buer indad og bliver skæv.

Skruer kan også skubbe karmen udad.

I begge tilfælde vil det betyde uens luft mellem dør og karm.

7. Kludder i rækkefølgen

Det er langtfra ligegyldigt, hvilken rækkefølge du monterer skruerne i. Når bundstykket er klodset op i vater, starter du med at sætte hængselsiden i lod og skrue den fast.

Så sætter du døren på hængslerne, skruer anslagssiden fast og sikrer dig, at der er ens luft mellem dør og karm i hele anslagssiden.

8. Ingen understøtning

Der skal så meget opklodsning (fx afstandsbrikker) under bundstykket (dørtrinnet), at det ikke giver sig, når man træder på det. Ellers vil det knirke.

9. Skæv opklodsning

Bundstykket (dørtrinnet) skal klodses op, så det er helt i vater. Ellers kommer du skævt fra start, og så bliver karmen aldrig lige.

    Andre læser lige nu ...