Ny dør til den gamle karm

Karmen sidder der endnu, men en tidligere ejer har fjernet døren. Vil du gerne have en dør, der matcher husets øvrige døre, så find en brugt og ret den til, så den passer i karmen.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
12 timer
Pris
Afhænger af den nye dør.

Intro

Døren mellem de to stuer er fjernet for mange år siden, og døren er blevet kasseret. Så skal der lukkes af mellem de to stuer, står valget mellem en helt ny dør med tilhørende karm eller en gammel, brugt dør i den eksisterende, profilerede karm.

Du kan sagtens installere en ny dør med karm, men det kræver et større indgreb i væggen, og så fordrer det et valg af en ny dør, der sandsynligvis ikke ligner de øvrige døre. Her vælger vi derfor i stedet den anden løsning: Vi tager på en genbrugstrælast og finder en dør, der matcher husets øvrige. Den skal blot passes til i højde og bredde.

Det endte med at koste 500 kroner for døren og 180 kroner for hængslerne. En ny dør med karm kan nemt koste flere tusinde kroner, foruden svineriet og skaderne på væggen.

Inden du køber en dør, bør du kende karmens mål, så du ikke køber en for lille dør. Her skal du bruge falsmålet – altså der, hvor døren skal sidde i karmen.

Vejledning

01
Pas døren til 5 Trin

Start med at tage falsmålet, og tjek, om karmen er i lod og vater. Det er især vigtigt at måle bredden på falsen, da døre findes i fiere tykkelser.

Skal du skære af dørens højde, så læg mærke til, om palen i døren og slutblikket i karmen sidder forskudt den ene eller anden vej, så du skærer af den rette ende.

Når du skærer af bredden, så vær opmærksom på, om karmen er en smule skæv, og skær så døren til, så den passer ind i falsen. Skær om muligt af hængsel-siden, så du ikke skal have besvær med at fræse ud til låsekassen.

Det pæneste resultat får du med en rundsav med en ikke alt for grov klinge.

1

Hold døren op til karmen, og tjek, om det er bedst at skære af top eller som her af bunden for at få palen i døren til at passe i hullet i slutblikket i karmen.

2

Her er karmen 5 mm ude af lod. Døren skal skæres tilsvarende skævt, så den kommer til at passe 100 % i falsen. Der skal være 2-3 mm luft i hængselsiden, 4 mm foroven og forneden, og 4-5 mm i anslagssiden.

3

Fjern de gamle hængsler. De gamle hængsler var slidset ind i dørens bagkant. Ved at fjerne skruerne og slå på hængslerne med en hammer kan de nemt fjernes.

4

Kontroller hængslerne på døren. De skal sandsynligvis flyttes. Her er de slidset ind i dørens bagside, og da det kræver specialværktøj, må vi købe nye, der kan stemmes ind i døren.

5

Skær af bagsiden af døren ud fra dine opmålinger. Det er nemmere at stemme hængsler i end at flytte låsekassen, derfor skærer vi fra bagsiden. En rundsav giver det pæneste snit.

02
Sæt hængslerne på 7 Trin

Da hængslerne ikke er mage til de oprindelige, skal der stemmes ud til dem både i karmen og døren.

For at gøre det nemmest muligt lader vi dem dække så meget af de gamle hængslers udstemning som muligt. Vi undgår dog ikke at fylde noget af hullet ud med en lille masonitbrik, da det gamle hængsel var nogle millimeter tykkere end det nye.

Det er vigtigt, at den del af hængslet, der sidder fast i døren, sidder 1-2 millimeter tættere på anslaget (der, hvor døren rammer falsen) end den del af hængslet, der sidder i karmen. Ellers risikerer du, at døren går på.

1

Mærk op til hængslerne i karmen, så de dækker mest muligt af hullerne fra de gamle hængsler, og så den øverste del sidder midt i falsen.

2

Lav en lus, hvis det gamle hængsel, som her, var kraftigere end det nye. Lusen er et stykke masonit i den rette tykkelse (her 3 mm), der limes fast bag hængslet, så det ligger helt plant.

3

Bor for til hængslet i karmen. Brug et bor, der er 1,5-2 mm mindre end skruen, så du er helt sikker på, at træet ikke flækker, når du skruer hængslet fast.

4

Sæt døren ind i falsen, og klods den op, så den står i falsen, nøjagtig hvor du gerne vil have den, med den rigtige luft hele vejen rundt.

5

Hæng hængslet til døren midlertidigt på hængslet i karmen, så du kan markere, hvor hængslet skal sidde på døren. Sæt en streg som vist her, hvor de to dele af hængslet mødes.

6

Stem hængslet ind i døren. Skær for med en hobbykniv, og stem af i småbidder, så du ikke får stemt for dybt eller får slået en flig af.

7

Luk hullet fra det gamle hængsel med kemisk træ. Hullerne på forsiden, hvor stifterne, der holdt hængslet, sad, skal også spartles ud. Når det er tørt, slibes det hele klar til maling.

03
Pas slutblikket til 3 Trin

Nu sidder døren på hængslerne, som den skal, og alt passer undtagen slutblikket i karmen og palen i døren. Palen er nemlig større end på den dør, der oprindeligt har siddet her, så slutblikket må passes til. For at gøre hullet i slutblikket større skiller vi nedstrygeren ad og samler den igen med klingen inde i hullet. Så kan vi save hullet en smule større.

Husk, at et større hul i slutblikket sandsynligvis også kræver et større hul i selve karmen, så palen ikke støder imod. Det klarer du nemt med et smalt stemmejern, og så kan slutblikket skrues på, og døren er klar til at blive åbnet og lukket, som det passer dig.

1

Streg palens placering op på slutblikket i karmen. Her er palen lidt for stor til hullet i slutblikket.

2

Skru slutblikket på igen. Inden skal du dog tjekke, om der skal stemmes lidt af karmen væk, så der er plads til palen i det nye hul i slutblikket.

3

Nu mangler du bare den sidste finish med spartling og maling, men så passer den nye dør fra genbrugstømmerhandlen perfekt i den gamle karm.

Materialer

  • 1 ny dør (her fra genbrugstømmerhandel)
  • 2 nye hængsler (her fra kyner-beslag.dk)
  • Masonitklodser

Specialværktøj

  • Rundsav, gerne med skinne

Tidsforbrug

Den viste opgave kan klares på en halv dags tid.

Pris

Afhænger af den nye dør.

Sværhedsgrad

Med en god rundsav og et skarpt stemmejern kan de fleste med en smule erfaring klare opgaven. Men sørg for at være præcis.

Video

TIPS: "Arbejdsbord" til to-komponente masser

VÆRKTØJ: Sådan bruger du rundsaven

I videoen her lærer du alt om om rundsavens muligheder, klinger og funktioner. Rundsaven er bomstærk og kan med den rigtige indstilling klare alt fra grove til helt fine snit - både lige og forskellige vinkler. Og med den rigtige klinge kan du bruge saven i både træ, metal, gasbeton, murværk og kunststof.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...