Intro
Vejledning
01
Forberedelse
4
Trin
Når du har konsulteret en fagmand og sikret dig, at der ikke er noget til hinder for at lave dørhullet, kan du købe materialer og gå i gang.
Du kan vælge at lægge et ståltegl ind over dørhullet (se boks på næste opslag), men i vores tilfælde stak en træbjælke fra et tilstødende tilmuret dørhul ind over det nye dørhul. Derfor valgte vi at “forlænge” denne træbjælke med en ny af samme dimension.
Første skridt består i at fjerne fodpaneler, mærke op til døren og fjerne eventuelle kabler i væggen (når elektrikeren har afbrudt dem).
Bræk fodpanelet af med et koben. Hvis tapetet på væggen skal bevares, skal du forinden skære med en hobbykniv langs overkanten af panelet.
Streg dørens placering op på væggen. Husk at regne med 5-10 mm’s sprække under døren og 1-1,5 cm’s sprække i siderne og over døren, så der bliver plads til isolering og fuge.
Undersøg væggen for kabler. Med en multisøger kan du mærke op, hvor der er kabler, rør m.v. i væggen. Her afslørede en afbryder på væggen, der måtte være kabler.
02
Hul til bjælken
9
Trin
Bank pudsen af en række mursten (et skifte) med en murhammer over dørhullet. Her møder vi bjælkeenden fra et tilstødende, tilmuret dørhul.
Skær i de lodrette streger med en kraftig vinkelsliber med min. 180 mm diamantskæreskive. Skær også vandret i fugerne over og under den fritlagte række mursten over dørhullet.
Bor en række huller igennem snittet langs dørhullet. Bor i fugerne mellem murstenene, så du nu kan strege dørhullet op på den anden side og skære med vinkelsliberen der.
Bank forsigtigt stenene over dørhullet løs. Fjern dem sten for sten. Hvis du banker voldsomt, risikerer du, at flere sten løsner sig. Når stenene er ude, skal du rense hullets bund for mørtel.
Skær et stykke 45 x 95 mm bjælke til. Kom PU-lim på enderne, placer det i sprækken, og gør det fast til den eksisterende bjælke med 5 x 100 mm skruer. Lad limen virke en times tid.
Bank nu en kile ind over bjælken. Efter en times tid er limen ekspanderet og hærdet nok til, at du kan banke en kile ind over bjælken. Derved forspænder du bjælken, så den senere vil presse opad.
Børst al løs puds væk. For at sikre vedhæftningen af mørtlen skal hullet være rent. Brug eventuelt en støvsuger. Med en pensel dyppet i vand fugter du fladerne på murstenene.
Læg en klat mørtel på et pudsebræt. Pres det ind i fugen fra begge sider med en smal fugeske. Evt. løsnede mursten mures også fast igen. Lad mørtlen sætte sig en times tid.
03
Døren sættes i
5
Trin
Når murværket er banket ud og siderne af dørhullet er nogenlunde lige, kan karmen sættes på plads.
Det er nemt og hurtigt at sætte en moderne dør i. Den er helt fleksibel og kan vendes, som du ønsker.
Karmen skruer vi her fast med karmankerskruer, der er så stabile, at du ikke behøver at have kiler mellem karm og murværk. Start med at rette karmens hængselside op, og gør den side fast, inden du sætter døren i, juster, hvis det er nødvendigt, og gentag proceduren i låsesiden. Med fire skruer i hver side kommer karmen til at sidde solidt fast.
Pensl al murværket med akrylgrunder, inden du sætter døren i. Så er der forberedt til pudsning af væggen efterfølgende. Du kan nemt selv blande den smule grunder, du skal bruge, af en del hvid snedkerlim til ti dele vand.
Saml karmen. Den skal blot sættes sammen med 4,5 x 70 mm skruer. Husk at bore for i det hårde dørtrin (bundstykke), ellers risikerer det nemt at flække.
Sæt karmen i dørhullet. Læg en træbrik under karmen, og hold karmen fast med en trækile, du banker ind i sprækken over karmen i hængselsiden. Ret siden ind, så den står præcis i lod.
Skru 7,5 x 112 mm karmankerskruer gennem karmen og ind i murværket. Du behøver ikke en afstandsklods mellem karm og mur.
04
Den sidste finish
6
Trin
Nu handler det kun om kosmetik: Resultatet skulle gerne være, at det ikke kan ses, at der ikke altid har siddet en dør her. Det klarer du med puds og lister.
Når du skal pudse væggen, er det meget nemmere at bruge gipsmørtel end traditionel mørtel. Den hænger bedre fast og svinder ikke, så du kan fylde huller op til 5 cm’s dybde på en gang.
Når pudsen er tørret, kan væggen pudses, tapetseres og males alt efter ønske. Skal du pudse hele væggen eller tapetsere med væv eller tapet, skal du huske forankringsgrunder forinden, så limen ikke bliver suget ind i muren, inden du når at sætte tapetet op.
Stop sprækken mellem karm og mur med en mineraluldsstrimmel. Så undgår du træk mellem rummene. Det lydisolerer også lidt.
Mærk indfatningernes placering op på væggen. Mål bredden af indfatningerne og træk 1 cm fra. Du har nu overblik over, hvor meget af vægpudsen der bliver synlig.
Sæt armeringsnet op, så pudsen sikres mod revnedannelser. Plastarmeringsnet (fx fra Skalflex) klippes nemt til med en saks. Gør det fast med hæfteklammer eller papsøm i fugerne.
Træk gipspuds på med et stålbræt. Når det er let stivnet, kan du glatte efter med brættet. Læg eventuelt et lag mere på. Når gipspudsen er tør, slibes den med korn 60.
Materialer
• 1 hvidmalet glasdør
• 1 karmsæt, 128 mm
• 1 indfatningssæt
• 45 x 95 mm spærtræ
• Evt. ståltegl
Desuden:
• 4,5 x 70 mm skruer
• 5 x 100 mm skruer
• PU-lim
• Evt. akrylgrunder
• 7,5 x 128 mm karm-ankerskruer
• Mineraluldsstopning
• Plastarmeringsvæv (fx Skalflex)
• Hæfteklammer eller papsøm
• Gipspuds
• 1,4 x 35 mm dykkere
Specialværktøj
• Vinkelsliber med min. 180 mm diamantskæreskive
• Fugeske
Tidsforbrug
Ca. 2 dage. Plus tørretid
Pris
Ca. 2000 kr. med den billigste dør uden hærdet glas. Ca. 7000 kr. for den viste kvalitetsdør fra Swedoor med hærdet glas.
Sværhedsgrad
Du får ikke problemer, hvis du nøje følger anvisningen.