Ret døren op

Er din dør skæv, gaber i hjørnet, eller skal den have et ordentligt tryk for at lukke, så gå ikke i panik. Døren kan nemt rettes. Vi viser dig, hvordan du gør.

Ret en skæv dør

Selv en skæv glasdør kan rettes op. Det skal bare gøres forsigtigt, så ruderne ikke revner.

Uanset om den gamle dør gaber i hjørnet, eller den ikke kan lukkes uden at få et tryk, er der muligheder for at rette den op.

Så sparer du både penge til en ny dør samt en masse besvær med at tilpasse den nye dør, dørkarmen og indfatningen. Standarddøre passer nemlig ikke altid i hullet efter den gamle dør.

Fyldningsdør

Herunder viser vi, hvordan du selv retter en fyldningsdør, som ikke vil lukke.

Skæv dør: nogle gange løses ved at fjerne noget af træet i dørkarmens fals med et stemmejern 1

Hvis døren ikke kan lukke, kan problemet nogle gange løses ved at fjerne noget af træet i dørkarmens fals med et stemmejern. Alternativt kan man høvle lidt af dørens kanter.

Rette skæv dør 2

Har døren vredet sig, så den gaber foroven eller forneden, er der ingen nemme løsninger. Døren skal pilles af, så den kan rettes op fra den modsatte side.

Hvordan retter man en skæv dør? 3

En fyldningsdør er nem at skille ad, men al malingen skal af først. Så kan man forsigtigt banke delene fra hinanden. Når døren er skilt ad, renses al gammel lim af.

Sådan retter du den skæve dør 4

Ny lim påføres, og døren samles. Lim KUN de vandrette stykker sammen med de lodrette - IKKE fyldningerne. For at sikre sig at døren kommer til at passe ind, lader man den tørre i dørhullet.

Døren med den våde lim kiles fast i dørhullet, så den følger karmen. Hav kiler parat, før du limer - der er kun ca. 10 minutter at arbejde i, før limen begynder at sætte sig.

  1. Kilen her holder døren nede på hængslerne.

  2. Kilen her sættes løst ind, så den sikrer den rette afstand til rammen.

  3. Kilerne her spænder døren fast mod kile 1 og 2.

  4. Kilerne i siderne sættes ud for de vandrette stykker rammetræ.

Glasdør

Herunder viser vi, hvordan du selv retter en glasdør, der hænger.

Sådan retter du den skæve dør 1

Når en glasdør hænger, skyldes det oftest, at ruden/ruderne ikke er klodset rigtigt op. Det er nemlig dem, som skal stabilisere hele døren.

Sådan retter du den skæve dør 2

Allerførst lirkes glaslisterne forsigtigt af med et bredt stemmejern eller et koben. Kan listerne genbruges, skal sømmene hives ud fra bagsiden. Ellers er det ud at købe nye lister.

Sådan retter du den skæve dør 3

For at undgå at ruden falder ud, skruer man små stopklodser midlertidigt på. De kan købes “færdige”, men en lille træliste gør det præcis lige så godt - og den er gratis.

Sådan retter du den skæve dør 4

En afstandsklods skubbes ind mellem døren og dørkarmen øverst i hængselsiden. Det forhindrer døren i at løfte sig, når dørbladet rettes op i modsatte side.

Sådan retter du den skæve dør 5

I modsatte side løftes døren op. Brug et koben med bred sål, og sæt afstandsklodser imellem dørens ramme og dørtrinnet, indtil rammen er på plads, og døren nemt kan åbnes.

Sådan retter du den skæve dør 6

Når døren er rettet op, fikseres ruden med to afstandsklodser i hvert hjørne (en på den vandrette og en på den lodrette led). Er ruden meget stor, skubbes flere klodser ind langs kanterne.

Quickfix hængselretter eller dørringe

Vi viser dig her, hvordan du let og hurtigt retter en dør op ved hjælp af en hængselretter eller dørringe.

Inden man skiller døren ad, er det værd at prøve at rette den op med en hængselretter. Ved at bøje det øverste hængsel kan man løfte/sænke hele dørbladet, og det kan i nogle tilfælde være nok.

Alternativt kan man prøve at løfte døren af og lægge en eller flere dørringe ind i hængslet, så man derved kompenserer for, at døren er blevet lidt skæv.

VIDEO: Døren hænger - Løsning 1

Se her, hvordan du skal gøre.

Video

VIDEO: Døren hænger - Løsning 2

Video