Det skal du bruge
Video
Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet.
Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.
Trin for trin
En celledør består af en kerne af bikubelignende "pap"celler med to tynde plader omkring. Fordelene er, at både pris og vægt holdes nede. Ulempen er, at du kan komme til at slå hul i den tynde plade.
Kemisk træ er oplagt til reparationen. Det er en tokomponent masse, der hærder stenhårdt og solidt op. Så snart massen blandes, begynder den at hærde – så du skal arbejde effektivt.
Skær den ødelagte del af døren væk. Markér en firkant 1 cm uden om hullerne. Skær efter stregen med en multicutter. Dørens indmad bag hullet fjernes også. Det gøres nemt med en hobbykniv.
Skær en lap ud med stiksav. Lappen laves i 3 mm masonit eller lignende, og den skal være 1 cm større end hullet i døren på alle fire sider – altså 2 cm bredere og højere.
Lav et “nøglehul” med boremaskine og stiksav i en hjælpeliste. En almindelig spånskrue skrues i lappen for at kunne styre den inde i døren. Hullet i “nøglehullet” skal være lidt større end skruehovedet.
Lappen limes fast på hullets bagside. Hele vejen rundt langs lappens kant lægges en stribe almindelig trælim. Lappen lægges ind i døren, og hjælpelisten gør det muligt at holde lappen på plads. Hjælpelisten klodses op, og en klods eller plastbrik skrues fast til lappen, så den holdes på plads, mens limen tørrer. Det tager et døgns tid.
Spartl hullet op. Først med kemisk træ ad to omgange og til slut med træspartelmasse. Mellem hvert lag rettes massen af, og overskydende masse fjernes.