Sådan sætter du glas i inderdøren

Er der for mørkt i stuen, er det heldigvis nemt at ændre på. For ved at fjerne fyldningerne i døren og erstatte dem med glas kommer der masser af lys ind fra det tilstødende rum.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 weekend
Pris
500 kroner
Fyldningerne er væk, og nu kommer der masser af lys ind.

Fyldningerne er væk, og nu kommer der masser af lys ind.

Intro

Mange gamle døre er værd at bevare og det er ikke et svært projekt at udskifte de oprindelige træfyldninger med glas.

Se hvordan du sætter glas døren på en weekend

I byggevejledningen viser vi dig, trin for trin, hvordan du fjerne fyldningerne i døren og erstatter dem med glas. Du kan se, hvordan du:

  • saver fyldningerne ud
  • montérer falslister og bundstykke
  • lægger glas i, og gør de øvrige lister fast

Vejledning

01
Sav fyldningerne ud 3 Trin

Det er ikke svært at se, hvad der skal skæres væk. Langt størstedelen af døren består af fyldninger, og de skal saves ud. Det er klart lettest at gøre med en dyksav, fordi den, som navnet antyder, kan dykke ned i det emne, den skal skære i. Men du kan også bruge en stiksav eller en almindelig håndsav.

Vi bruger her dyksaven og fører den langs en føringsskinne, så vi er helt sikre på at save helt lige. I hjørnerne bruger vi en fukssvans, da den lettere kan komme til.

1

Skær fyldningerne ud. Det er ikke nødvendigt at tegne op - vi lægger bare førings-skinnen helt op mod fyldningens kant.

2

Sav hjørnerne ud. Stop dyksaven et stykke før hjørnet i både side og bund. De sidste par centimeter saves ud med en fukssvans. Den er lidt lettere at styre, og det er nem nemmere at se, hvor langt der skal saves.

3

Fyldningerne fjernes. Når hjørnerne er savet fri, kan fyldningen løftes ud. Det kan være en fordel at have en til at hjælpe med at holde, når det sidste saves fri. Ellers kan træet flosse kraftigt.

02
Montér falslister og bundstykke 7 Trin

Falslisterne, som ruden (F) skal lægges ind i, består af sidelisterne (A) og topog bundlisterne (B).

Før montering skærer vi diagonale lister (C) i 45 grader. Dem lægger vi op, så vi kan se, hvordan det går op nede ved bunden. Som regel vil det være nødvendigt at supplere med bundlister (E). Her skal vi bruge to stk. 35 x 45-mm-lister, men det vil variere fra dør til dør. Bundstykkerne er også med til at stabilisere hele dørrammen.

1

Skær listerne til. Sidelisterne (A) og listerne til top og bund (B) skæres til, så de passer i døren. Skær også tre lange diagonallister (C) til i 45 grader, og læg dem op mellem listerne (A).

2

Mærk diagonallisten (C) op i bunden. Med en blyant streger vi på sidelisten (A) i den side, hvor diagonallisten (C) ender. Sav det overskydende af sidelisten af på 45 grader.

3

Læg den nederste liste (B) på plads, og mål op, hvor store bundstykker (E) der skal monteres. De monteres mellem nederste liste (B) og dørens bundramme.

4

Bundstykkerne (E) skæres til. Skær et eller to stykker træ til, så det passer i bunden. Her skal der bruges to.

5

Bundstykkerne (E) monteres. Smør lim på listerne, og skru dem fast med kraftige skruer. Sæt også et par skruer i fra dørrammens sider, så rammen forstærkes. Bagefter slibes ramme og lister i niveau.

6

Sidelisterne (A) i den ene side gøres fast til rammen. Brug snedkerlim, og påfør limen på alle lister hele vejen rundt. Slå bagefter listerne fast med 1,4 x 35-mm-dykkere. Vi borer for med et 2-mm-træbor.

7

Træet males. Når sidelister (A), top- og bundlister (B) og bundstykket (E) er fastgjort med lim og dykkere/skruer, males alt træværket.

03
Læg glas i, og gør de øvrige lister fast 6 Trin

Vi har monteret falslisterne (A + B) på den ene side, og nu vender vi døren om, så vi kan lægge glaspladen i og montere det andet sæt falslister (A + B).

Når alt er på plads, skal de diagonale lister (C + D) males i samme farve som det øvrige træværk og derefter monteres på begge sider.

1

Påfør monteringslim på falslisterne (A + B). Læg limen i en smal pølse - helt op mod kanten af dørrammen.

2

Læg glaspladen (F) i falslisterne (A + B), og tryk den godt ned i limen. Bor for med et 2-mm-træbor i det sæt falslister (A + B), der skal monteres på den anden side af glasset.

3

Søm listerne (A + B) fast. Vær forsigtig, og læg en klud eller et stykke karton mellem glas og hammer.

4

Lim de diagonale lister (C + D) fast på glasset (F). Først gøres de tre lange lister (C) fast. Derefter limes de korte stykker (D) fast.

5

Når limen er hærdet, vendes døren om, så du kan lime endnu et sæt lister (C + D) fast, så de ligger præcis som listerne på modsatte side af glasset.

6

Samlingerne lukkes med akrylfuge­ masse. Vær omhyggelig med at skrabe overskydende fugemasse af, og pletmal evt. om nødvendigt. Så er døren færdig.

Materialer

13 x 22-mm-lister

  • 4 sidelister (A) a 180 cm
  • 4 top- og bundlister (B) a 61 cm

8 x 33-mm-lister

  • 6 lange diagonale lister (C)
  • 12 korte diagonale lister (D)

35 x 45-mm-fyrretræslister

  • 2 bundstykker (E) a 61 cm

Desuden

  • 4-mm-glas, 59,5 x 178 cm (F)
  • 1,4 x 35-mm-dykkere
  • 5 x 100-mm-skruer
  • Snedkerlim, monteringslim, akrylfugemasse og maling

Specialværktøj

  • Dyksav med føringsskinne

Tidsforbrug

En weekend inkl. tørretid.

Pris

Ca. 500 kr.

Sværhedsgrad

Du skal bruge lidt tid på at sikre dig, at listerne er monteret helt præcist, men det er også det sværeste ved projektet.

Tegning

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

TEKNIK: Skæring af glas

En glasskærer til under 100 kroner klarer opgaven

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...