Sådan måler du korrekt
Dette skal vi undgå: Der er ingen fuge omkring det gamle vindue. Det er sandsynligvis opmålingen, der er gået galt, og så er vinduet blot sat i uden fuge.
Du har brug for disse mål: Højden (H) fra vinduets underside til muroverligger minus fuge (2,5 cm). Bredden (B) fra mursten til mursten minus fuge (2,5 cm). Og dybden af karmen.
Tag målet B forneden, på midten og foroven. Mål fra mursten til mursten, og træk 25 mm fra (bredden af to fuger). Så har du breddemålet B.
Tjek, at falsen, altså selve muren, er i lod. Hvis den er meget ude af lod, må du regulere i fugebredden, der dog skal være 8-9 mm på det smalleste sted. Nu er du klar til at måle højden H.
Mål fra muren over vinduet og en meter ned. Sæt en streg ved en meter, så bliver det nemmere at måle præcist om lidt.
Vær opmærksom på sålbænken. På dette gamle vindue går sålbænken op i en not. På det nye skal der i stedet være en fuge imellem vindue og sålbænk.
Mål fra sålbænkens overkant til en-meter-markeringen. Læg målet sammen med en meter, og træk to fugebredder (2,5 cm) fra. Det er målet H.
Mål karmens dybde. De fleste karme er som standard 11,5-12 cm, men ældre karme kan være bredere, og så bør det nye vindues karm også være det.