Før glasset lægges på plads, skal du give falsen en tynd stribe kit. Læg striben helt inde langs kanten af rammen og hele vejen rundt. Sørg for at komme helt ud i hjørnerne. Nu kan du lægge glasset på plads og trykke glasset let ned i kittet. Glasset skal holdes på plads med såkaldte glasstifter, der forsigtigt bankes ind i rammen, så stiften går en anelse ud over glasset.
Fire stifter er nok til den lille rude. Glasstifter fås i stænger, der er skåret halvt igennem i passende længder, så stiften er nem at bøje og knække af. Start med at skære spidsen af fugepatronen af i en bredde, der passer med den ønskede fugebredde. Og start så i det ene hjørne. Der skal fuges i en rolig, glidende bevægelse, så der fuges med en ensartet kitmasse. Den tynde væske, der ses på kittet, er olie, der presses ud i en ny tube.
Arbejd dig stille og roligt rundt i hele kanten, så kittet lige når op til kanten af rammen. Til at glatte efter med kan du bruge kittekniven, men det er faktisk nemmere at benytte en glittetrekant som her. Træk den overskydende kit af ved at køre trekanten langs rammens kant. Resultatet bliver en flot og skarp kitfuge, der har god kontakt til ramme og glas.