Montering i træhus
Lav en opklodsning af vinduet i det tomme vindueshul. Bunden af vinduesrammen skal stå 100 % vandret, så det er vigtigt at kontrollere opklodsningen med vaterpasset og justere, til den passer.
Når vinduesrammen er løftet på plads og sat i spænd med kiler, skal der bores for 10 cm fra top og bund. Herefter skrues rammen fast.
Herefter fyldes mellemrummet ud med mineraluld hele vejen rundt. Brug en malerpind eller en fugepind, og pres ikke for hårdt. Det er luften i mineralulden, som isolerer.
Uden på isoleringen lukkes af med en sålbænk i bunden og indfatninger i siderne og i toppen. De er en del af den klimaskærm, som skal holde regn ude fra husets indvendige konstruktion.
Montering i muret hus
Den nye vinduesramme løftes på plads uden vinduer. Den stilles på afstandsklodser, så der er lige meget luft over og under rammen. Sæt kiler i toppen, så rammen ikke vælter.
Der skal være lige meget luft i hver side, så her sættes også kiler eller afstandsklodser. Rammen justeres, så den er i lod og vage. Tjek også, at hjørnerne er 90°.
Når rammen sidder, er det smart at prøve, om vinduerne kan gå op og i, inden der fortsættes. Bor så for karmskruer i karm og mur.
Skub afstandsbrikker et stykke ind der, hvor skruerne skal være, og skru så rammen endeligt fast. Når skruerne sidder, kan kilerne fjernes.
Så skal fugen fyldes med isolering. Der findes mineraluldsstrimler beregnet til dette. Isoleringen presses forsigtigt ind - hvis den mases hårdt sammen, presses luften ud, og så isolerer den ikke.
Smarte løsninger: winbags og fugebånd
I stedet for at bakse med kiler for at få vinduet placeret præcist i hullet, før det skrues fast, kan man bruge oppustelige puder, Winbags. De er noget nemmere at arbejde med.