Intro
Vejledning
01
Vandtæt membran
4
Trin
Den gummiagtige vandtætningsmaling skal danne en ubrudt hinde, som forsegler hele brusenichen. Det er derfor vigtigt at komme ud i alle hjørner, så hinden ikke brydes nogen steder.
Rul gulv og vægge over med primer. Mal derefter alle hjørner og områder, hvor væg, gulv eller loft mødes, med vandtætningsmaling. Læg armeringsvævet ned i den våde maling, og mal det så en ekstra gang. Tjek området grundigt, så du kan give eventuelle “helligdage” et ekstra lag vandtætningsmaling.
Sæt tætningskraverne ud over vandudtagene, så de slutter helt tæt. Sørg for at male med vandtætningsmaling både før og efter monteringen af kraverne. Husk at komme helt ind til vandudtagene.
Mal gulv, vægge og loft to gange med vandtætningsmaling. Første lag tørrer på et par timer. Andet lag skal tørre 8-16 timer, før der må lægges fliser. Det er vigtigt at overholde tørretiderne, så vandtætningsmalingen ikke er klæbrig, når fliserne skal lægges. Kom så langt ud med vandtætningsmalingen som muligt, inden du begynder at lægge fliser. På dette badeværelse er afløbet gemt bag væggen. Vi kan derfor ikke lægge fliser helt ud til afløbet.
02
Montering af fliser på væg
5
Trin
For at opnå det flotteste resultat skal du være grundig med opmålingen. Og får du først lavet den nederste række perfekt, så bliver resten meget lettere.
Skru støttelisten fast på væggen i ønsket højde. Den skal bruges som en slags hylde til at stille den første fliserække på. Sørg for, at lægten er helt i vater. Når du er færdig med at sætte alle fliserne op, skruer du lægten af og forsegler vådrumsmembranen ved at fylde alle hullerne med silikonefugemasse.
Træk fliseklæber på et lille område ad gangen med en tand-spartel. Træk ikke mere på, end du kan dække med fliser i en enkelt arbejdsgang - det svarer typisk til 2-3 rækker fliser.
Det er vigtigt at måle op og sikre sig, t de to yderste fliser kan skæres, så de bliver lige store. I vores badeværelse betyder det, at vi har fem hele fliser og to fliser, der skal skæres til, pr. række. For det pæneste resultat skal fliserne ikke være smallere end en halv flise i bredden ude i siderne.
Læg fugesnor mellem fliserne. På den måde sikrer du dig, at afstanden mellem fliserne - og dermed fugerne - bliver ens. Fugesnor findes bl.a. i størrelserne 3, 4, 5 og 6 mm. Vi har her valgt en fugesnor på 3 mm, da vi ønsker en forholdsvis smal fuge, da fugen ofte er det svage led i vådrum.
03
Montering af fliser på gulv
3
Trin
Vi har valgt ikke at centrere fliserne i brusenichen, men derimod følge det øvrige kældergulvs fuger. Man kunne også have centreret fliserne og skåret de yderste fliser til. Det er udelukkende en smagssag og har ingen betydning for funktionaliteten og holdbarheden.
Skær opkantsfliserne til, og lim dem på væggen. Det er nemmest at smøre fliseklæberen på fliserne, da pladsen kan være trang.
Læg de to midterste fliser ud på gulvet, og tegn op. Smør dernæst fliseklæber på både flise og gulv, og læg så fliserne en efter en.
Materialer
- Primer
- Vandtætningsmaling
- Armeringsvæv (10 cm i bredden)
- Vægfliser (15 x 15 cm)
- Gulvfliser (30 x 30 cm)
- Fugesnor (3 mm)
- Fliseklæber
- Støttelister (2 x 4,5 cm)
- Tætningskraver
Tidsforbrug
8-9 dage.
Pris
6.400 kr.
Sværhedsgrad
Flisearbejdet kræver grundig forberedelse og lidt fingersnilde.