Sådan får du en helt tæt vådrumsmembran

Når du bygger eller renoverer et badeværelse, er det vigtigste ikke opsætning af fliser eller valg af armaturer og håndvask. Det vigtigste er ubetinget vådrumssikring og den vådrumsmembran, som ingen kan se, når du er færdig. Sjusker du med den, kan det få ekstremt alvorlige og dyre konsekvenser.

Intro

Hverken du eller dine gæster kommer nogensinde til at kunne se den. Alligevel er vådrumsmembranen ubetinget noget af det allervigtigste, du kommer til at lave i dit hus.

Hvad er en vandtæt membran?

Vådrumsmembranen er en slags gummihud, som danner en vandtæt hinde i dit badeværelse (eller andre vådrum). For selvom fliser og fuger kan virke hårde og solide, så er de ikke vandtætte.

Fuger kan knække, og står der vand på dem, vil det langsomt, men sikkert trænge igennem og ned i de materialer, der er nedenunder.

Uanset om det er beton eller træ, så er fugtpåvirkning over lang tid ødelæggende, og derfor vil et renoveret badeværelse uden vådrumsmembran med sikkerhed blive dømt ude, hvis der på grund af fugt opstår en forsikringssag. Så risikerer du, at du selv hænger på en meget, meget stor regning.

Skal jeg vådrumssikre HELE badeværelset med vådrumsmembran?

Reglerne for vådrumssikring med vådrumsmembran kan ændre sig, derfor anbefaler vi, at du altid orienterer dig om de gældende regler for vådrum på bygningsreglementet.dk. Her kan du altid finde det gældende bygningsreglement og sikre dig, at du ikke ved en fejl kommer til at lave noget, der ikke er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

LÆS OGSÅ: Her skal du bruge vådrumsmaling

Hvordan tætner man beton?

Når du skal lave en vådrumsmembran i badeværelset, er det vigtigt, at alle samlinger i rummet bliver solidt armeret, og det samme gælder omkring rør.

Heldigvis er det ikke svært at lave vådrumssikring; det kræver blot, at du gør dig umage, og at du aldrig går på kompromis. For vand finder vej, også via ganske små sprækker eller utætheder. Og vand kan i dén grad være ødelæggende, hvis det blot får tid nok.

Vådrumssikring med filt og net

Ud over den tykke tætningsmasse, du skal pensle og rulle på gulv og vægge, skal du bruge manchetter af armeringsvæv. De fås i mange dimensioner, så de passer rundt om forskellige rørdimensioner, uden at du skal klippe i dem. På den måde kan du tætne helt sikkert omkring rør og afløb.

I alle hjørner bruger du strimler af armeringsvæv, som lægges mellem to lag vådrumsmasse. For der skal to lag til, og de skal lægges i den angivne tykkelse.

Vådrumssikring med malerrullen

Når samlingerne er solidt sikret, er det tid til at dække de store område med den flydende vådrumsmembran. Her er det frem med den store malerrulle. Mal to lag vådrumsmembran på. Du skal regne med et par timers tørretid mellem hvert lag. Membranen skal være mindst 1 mm tyk på det tyndeste sted. Hvis du er i tvivl, kan du male et lag mere på.

Brug samme mærke til alle materialer

Der findes flere producenter af flydende vådrumsmembraner, og medmindre du i forvejen foretrækker et mærke frem for et andet, gør det næppe den store forskel, hvad du vælger. Har du mange rør og afløb, bør du dog tjekke, at du kan få manchetter til det hele.

Men du skal kun vælge én producent, så alle elementer har samme mærke. Så garanterer producenten, at alt arbejder optimalt sammen. Blander du mærkerne, får du svært ved at klage over eventuelle problemer - og du kan reelt ikke vide, om tætningsmasse fra én producent arbejder godt sammen med armeringsvæv fra en anden producent. Og det er under ingen omstændigheder her, du skal spare i byggebudgettet.

Redaktionen anbefaler:

Vi anbefaler også, at du selv går på nettet og anskaffer Vådrumsanvisning 252 fra Statens Byggeforskningsinstitut. Den viser i detaljer, hvordan du vårdrumssikrer, og hvordan et vådrum laves, og hvad du må gøre selv.

Hvad og hvor om vådrumsmembran

  • Hvad er vådrum? Vådrum er groft sagt rum med gulvafløb. Altså alle baderum og nogle få køkkener.

  • Hvad er en vådrumsmembran? Vådrumsmembranen er et lag, der hindrer vand i at sive ud i gulve og vægge. Ordet bruges kun om et lag, der påføres som tyk maling eller pasta og danner en sej hinde.

  • Skal alle vådrum have membran? Nej. Du kan ofte vælge at ekstrasikre med en flydende vådrumsmembran, men den er kun et krav ved visse konstruktioner, først og fremmest gulve og vægge med visse typer plader på bjælker og lægter.

  • Kan vådrumsmembranen stå alene? Nej. Er membranen et krav, skal den beskyttes mod slag og stød af fliser - eller af en anden godkendt overflade.

  • Skal hele vådrummet sikres? Membran og fliser kræves kun på de mest belastede overflader, vådzonen, i visse konstruktioner. På resten af væggene, der kaldes fugtzonen, er kravene mindre.

  • Hvor finder jeg vådrumsmaterialer? De fleste byggemarkeder har materialer til vådrumsmembranen. De købes i serier, der kun er godkendt og giver garanti, når de bruges sammen efter tilhørende anvisning.

Vejledning

01
Sådan gør du tæt 7 Trin

Badeværelset her er oplagt at sikre med vådrumsmembran og fliser. Faktisk er det din eneste mulighed, hvis du selv vil stå for arbejdet. Væggene er nemlig bygget af vådrumsgips på et let skelet, og i rummets mest udsatte områder - våd zonen - er vinyl opsat af autoriserede specialister det eneste alternativ til en vådrumsmembran bag fliser.

Her vælger vi at give alle væggene den tætte membran. Det er enklere, vi kan uden problemer ændre på indretningen senere, og der sker ingen ulykker, hvis børnebørnene laver vandkamp.

Fremgangsmåden følger anvisningen fra Lip slavisk. Det er forudsætningen for produktets godkendelse og garanti.

1

Først skal alle samlinger armeres. Det gøres med strimler af stærk filt, der ikke vil blive revet over, hvis bygningsdelene bevæger sig lidt indbyrdes. Med pensel stryger vi et rigeligt lag membran - vi bruger VS 30 fra Lip - på begge sider i samlingerne.

2

Armeringsvæv trykkes fast i den våde membran hen over samlingen. Vævet er også fra Lip og købes sammen med den flydende membran. Ikke kun fordi det er nemt, men fordi materialerne kun er godkendt som en samlet løsning.

3

I hjørnet forneden må du trylle med strimlerne af armeringsvæv, hvor de mødes. Vi klipper dem her spidse, så de når sammen, men ikke fylder for meget. Arbejdet med klæber og fliser bliver lettere, hvis underlaget er jævnt.

4

Med en tør pensel trykkes folder og luftblærer væk, så armerings vævet ligger glat. Derefter stryger du et rigeligt lag flydende membran ned i vævet udefra.

5

Også omkring rør og lignende forstærkes membranen med armeringsvæv. Sikringen mod revner sker på samme måde med armeringsvæv og flydende membran. Den sikreste løsning er med særlige muffer til gennemføringerne.

6

Har du ikke muffer i rette mål, kan du selv skære vævet til for at sikre alle overgange og rørgennemføringer. Igen smører du rigeligt med VS 30 på området, trykker vævet godt fast over samlingen og stryger det over med mere membran.

7

Med malerrulle påføres to lag flydende membran på væggene og gulvet. Du skal regne med et par timers tørretid mellem hvert lag. Membranen skal være mindst 1 mm tyk på det tyndeste sted - er du i tvivl, giver du en tredje gang.

Tegning

Video

TEKNIK: Påføring af vådrumsmembran

Vælg et samlet system, hvor delene arbejder sammen

TEKNIK: Vådrumsmembran ved rør

Med specialkraver bliver det helt tæt

TEKNIK: Fliser på væg og gulv

Inddel flader i felter. Så er der styr på linjerne.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Badeværelse