Vådrumsmembran

En vådrumsmembran (vådrumssikring) sikrer tætheden i badeværelser og andre vådrum, så vand ikke forårsager skader. Membranen er et krav, og det er vigtigt, at arbejdet udføres korrekt.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Vådrumsmembran

En vådrumsmembran (vådrumssikring) består enten af et produkt, der smøres/males på gulv og vægge eller af en vandtæt dug.

Vådrumsmembranen (vådrumssikringen) er et krav i bygningsreglementet, der skal sikre, at vand ikke kan trænge ind i bygningsdele og forårsage skader.

Membranen består typisk af en tyktflydende masse, der rulles og pensles på gulv og vægge i badeværelset, inden der beklædes med fliser.

Membranen indgår typisk i et system, der også består af tætningsstrimler, kraver til rørgennemføringer mv.

Vådrumssikring kan også laves med en dug, der klæbes til gulv og vægge.

Priseksempel

Cirka 90 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Cirkaprisen er alene for selve tætningsmassen. Hertil kommer tætningskraver mv.

Ofte kan det købes som et samlet sæt for en samlet pris på ca. 200-250 kr/m2.

Hvor bruges: Vådrumsmembran

Vådrumsmembraner bruges i badeværelse, toiletrum og byggers efter særlige krav og regler (Vådrumsreglementet).

En vådrumsmembran skal sikre, at gulve, der udsættes for større vandmængder, er vandtætte.

Som udgangspunkt gælder det gulve i badeværelser, toiletrum og bryggerser samt vægge i brusenicher. Men præcis hvor mange (og hvor store) vægge, der skal sikres, afhænger af de specifikke forhold.

“Vådrumsreglementet” (SBI-anvisning 252) beskriver kravene indgående.

Fordele

  • Sikrer mod vandgemmentrængning
  • Forholdvis nem at smøre på i flydende form
  • Fås i alle byggemarkeder

Ulemper

  • Et nødvendigt, men fordyrende element i opbygning af vådrum
  • Kræver, at du sætter dig godt ind i reglerne.

Rækkeevne

Cirka 1,75 kg. pr. kvadratmeter

Rækkeevnen kan variere, men hvis kravet er et lag i 1 mm tykkelse, går der cirka 1,75 kilo tætningsmasse til pr. kvadratmeter.

Dimensioner

  • Købes i spande a 3-12 kg

Princip

Vådrumsmembranen skal dække hele gulvet, både i badeværelser, toiletrum og bryggerser.
På gulvet skal membranen desuden række 10 cm op af alle vægge og dække væggene i brusenichen efter særlige mål.

Er der badekar, er der også krav om membran omkring dette, ligesom der ved en håndvask med bruser stilles krav om vådrumsmembran på væggen.

I små badeværelser kan der være krav om vådrumsmembran på alle vægge.

Hvis der ikke er faste vægge, men skeletvægge af fx. lægter og gips, kan der være særlige krav, fx i forhold til om der tætnes med en fast dug eller en membran, der males på. Dette fremgår af SBI-anvisningen for vådrum.

Montering

Inden du kan påføre en vådrumsmembran, skal der typisk primes. Primeren lukker overfladen på underlaget, så væsken ikke trækkes ud af vådrumsmembranen og forhindrer den i at sidde fast.

Primeren rulles på de store flader. I kanter og hjørner bruges en pensel. Køber du et sæt, følger primeren med. Ellers bør du købe samme mærke som membranen.

Mellem gulv og vægge sikrer tætningsstrimler ekstra tætning. Systemet kan variere afhængigt af produktet, men her lægges der først et lag tætningsmembran.

Tætningsstrimlen presses ned i massen, og pensles efterfølgende over igen med tætningsmembran.

Det er vigtigt at sørge for at opfylde kravet om minimum én millimeters tykkelse af membranen overalt. Det er ikke til at måle tykkelsen, men regn med, at der går ca. 1,75 kilo tætningsmasse pr. kvadratmeter til et lag på 1 mm tykkelse.

Omkring rørgennemføringer og afløb sikrer særlige kraver, at tætheden er intakt. Her er selve tætningsmassen altså ikke nok i sig selv.

På samme måde som med tætningsstrimlerne i kanterne påføres først et lag tætningsmasse, herefter en krave og så igen et lag tætningsmasse.

På gulv og vægge kan tætningsmassen påføres med en tandspartel (afhængigt af produktet). Fordelen er, at du med en tandspartel kan sikre netop én millimeters tykkelse.

Nogle typer skal ikke spartles, men blot males på med pensel og rulle. Det gør det endnu mere vigtigt at holde øje med tykkelsen af det lag, du får lagt på.

Når massen er trukket ud med tandspartlen, glattes den med spartlens anden side. Når membranen er tør, kan der sættes fliser eller anden beklædning på gulv og vægge.

Varianter

Vandtæt dug (vådrumsfolie): Klæbes på gulve og vægge med en tilhørende klæbemasse og fungerer i øvrigt ligesom den flydende model. Kan være et krav i forbindelse med lette vægge.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med vådrumsmembran

FAQ