I brusenichen er gulvet rettet til med selvnivellerende spartelmasse, så fagmanden skal nu lave en vandtæt gulvmembran. Der skal sættes tætningsbånd langs alle overgange mellem gulv og væg, præcis som det blev gjort ved vådrumssikring af væggene. Derfor starter fagmanden med at slibe og feje hjørnerne, så de er helt rene og fri for snavs.
Det kan være svært at få båndet rundt i hjørnerne, men fagmanden har et lille fif. Fold et ca. 20 cm stykke på midten, og klip halvt igennem båndet. Fjern beskyttelsefolien, og læg det ene klippede hjørne ind over det andet, så de danner et lille hjørne. Start med at sætte de fire hjørner på plads, så de sidder helt tæt til væggen. Benyt evt. en fugeske til at passe dem helt tæt til væggen.
Omkring afløbet klippes der et bånd, der passer med det nedstøbte afløbshus. Herefter sættes det selvklæbende tætningsbånd rundt i kanten på hele badeværelset, så alle overgange mellem gulv og væg er dækket. Det støbte betongulv skal nu primes. Her benyttes en godkendt vådrumsprimer, hvor der er tilsat et rødt sporstof, der viser, hvor langt du er kommet. Den røde farve sikrer tillige, at du ikke laver helligdage.
LÆS OGSÅ: Let terrazzogulv med få materialer
Primeren påføres med enten rulle eller som her pensel. Der kan arbejdes videre på gulvet dagen efter. Hele gulvet skal have en vådrumsmembran. Det er en tokomponent gummimembran, der er godkendt til vådrum. Det er ofte det nemmeste at pensle membranen på oven på tætningsbåndet i overgangen mellem gulv og væg.
På de store flader som fx her i brusenichen påføres membranen med en tandspartel. Bruger du en 4 mm tandspartel til at kæmme membranen op med, bliver massen jævnt fordelt. Når du bagefter glatter den ud, er du samtidig sikker på, at du opnår den rigtige lagtykkelse. Membranen skal altid være mindst 1 mm tyk. I kanten til brusenichen pensles membranen på. Du skal regne med, at der går mindst 24 timer, inden membranen er tør og du kan gå i gang med lægningen af gulvklinker.
LÆS OGSÅ: Her skal du bruge vådrumsmaling