Sådan monterer du et væghængt toilet

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
En halv dag.
Pris
4.500 kroner

Intro

OBS: Denne vejledning er en del af et større tema.
Se hele temaet her: Nyt badeværelse helt fra bunden

Når du vælger, hvilken toiletkumme du vil have, skal du være opmærksom på, om den matcher din indbygningscisterne. Der er nemlig typisk to typer af toiletkummer: dem med 18 cm mellem ophængshullerne og dem, hvor der er 23 cm mellem hullerne. Disse huller skal matche cisternen.

Heldigvis har de fleste cisterneproducenter lavet deres cisterner og stativer så fleksible, at de kan klare begge typer kummer, men tjek det lige, inden du køber.

Delene til ophængning af kummen varierer fra producent til producent. Vi har her valgt en Geberit-cisterne og en Ifö Spira Art-kumme. Er din kombination en anden, så følg producentens anvisninger nøje - men overordnet set er proceduren den samme.

Vejledning

01
Væghængt toilet 12 Trin

1

Skru gevindstængerne i, så de stikker ca. 13 cm frem fra væggen. Forinden skal de gule beskyttelsesrør på gevindstængerne fjernes.

2

Skub den specielle bæreprofil ind over gevindstængerne. Der er plads til ekstra gevindstænger for øget stabilitet eller ved andre mål, men i langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt.

3

Sæt de små riflede plader på. De har klister på bagsiden, som skal vendes ind mod bøjlen. Klisteret sikrer, at monteringen bliver helt knirkefri, og at pladen ikke flytter sig.

4

Spænd møtrikkerne løst på. Vær sikker på, at bæreprofilet sidder fuldstændig vandret.

5

Spænd derefter skiftevis på hver side, indtil profilet sidder fuldstændig fast.

6

Før de blanke rør ind over gevindstængerne, der lige akkurat skal skjules helt af røret.

7

Skub bøjlen ind over rørene. Mål så på din toiletkumme: Bøjlens afstand til væggen skal være den samme, som hullerne til toiletbrættet er placeret på kummen.

8

To O-ringe mere holder bøjlen under toiletsædet på plads på rørene, så den ikke kan glide af under monteringen.

9

Dobbelttjek afstanden fra væg til beslag, og dobbelttjek, at det sidder i vater, inden du fortsætter. Senere skal toiletkummens skruer nemlig ramme skruehullerne i bøjlen.

10

Sæt gummimanchetterne på tilslutningsrørene som vist her.

11

Skub rørene ind i deres huller. Smør først rørene med en smule opvaskemiddel eller glidemiddel. Tegn en streg på rørene i niveau med væggen.

12

På dette toilet er der en særlig detalje: Kummen har som noget nyt ingen skylle­kant. Det letter renligholdelsen væsentligt. Men der skal installeres en strømningsbegrænser i vandtilgangsrøret.

02
Kummen sættes på beslaget 6 Trin

1

Flyt rørene fra væggen til toiletkummen. Her streges igen op i niveau med bagkanten på toilettet. Rørene skal være trykket helt ind - brug en lineal til at indikere, hvor toiletkanten møder væggen.

2

Afkort røret. Afstanden mellem de to streger fra hhv. væg og toilet er lig med det stykke, røret skal afkortes. Tjek målet to gange! Med en hobbykniv skrabes og skæres graterne væk fra kanten.

3

Hæng kummen på plads. Ved at kippe forenden en smule op, glider kummen lettere på plads over beslag og rør.

4

I hullerne til toiletbrættet droppes de medfølgende skruer - bare rolig, bøjlen sikrer, at de ikke falder længere. Skruerne ender i bøjlens skruehuller (se trin 10).

5

Med en stjerneskruetrækker guider du skruen ned i gevindet på bøjlen og spænder. Bøjlen skal ikke bære toilettet, men blot sikre, at toilettet låses fast på ophænget og ikke kan løftes af.

6

Sæt toiletbrættet på. De dæmpede hængsler - såkaldte soft close-hængsler - er markeret med L og R for venstre og højre. Tryk sædet med hængsler ned i hullerne på toilettet.

03
Fuge og skylleknap afslutter projektet 6 Trin

1

Vi fuger mellem toiletkummen og flisesoklen. Det er vigtigt at bruge en fuge, der tåler de fugtige omgivelser.

2

Plastkassen omkring skylleknapperne kan brækkes af med fingrene.

3

Skær kassen til, så den flugter med væggen. En multicutter er perfekt til opgaven, fordi den kan komme til alle vegne.

4

Adgang til cisternen sker ved at fjerne trykplade og plastkasse. Det afmonteres nemt med fingrene. Vandslangen tilsluttes til stophanen, og der kan nu åbnes for vandet, så cisternen fyldes.

5

De to trykstænger sættes i hullerne inden trykpladen monteres. Stængerne er normalt for lange, men kan nemt justeres i længden ved at knække dem af efter de afmærkede riller.

6

Endelig kan trykpladen sættes på. Den forbindes til trykstængerne og klikkes på rammen.

Materialer

  • Ifö Spira Art rimfree vægmonteret toilet, model 6245
  • Ifö Spira Art-toiletsæde med soft close og quick release for nemmere rengøring
  • Trykplade, Geberit Sigma 30 Chrom

Tidsforbrug

Regn med en halv dags tid, så behøver du ikke stresse over det.

Pris

Ca. 4.500 kr.

Sværhedsgrad

Det sværeste er at få alle detaljer med, så koncentrér dig undervejs.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...