Svupperen er oftest den mest effektive løsning
Hvis toilettet er stoppet, er den bedste og mest effektive løsning ofte en svupper (eller en afløbsrenser med pumpe, som du kan se i videoen længere nede).
Tag gummihandsker på og placer svupperen i kummen, så den slutter tæt.
Et par pump med svupperen skaber et tryk, der som regel er nok til at løsne den prop, som har stoppet toilettet.
Opvaskemiddel og varmt vand
Hvis du ikke har en svupper i nærheden, eller proppen er lidt mere genstridig, kan du prøve med en deciliter opvaskemiddel, der hældes i kummen - gerne efterfulgt af en spand varmt vand.
Vent 20 minutter, hvorefter vandstanden gerne skulle falde hurtigere, hvis proppen er begyndt at løsne sig.
Der kan være behov for at hælde en spand varmt vand i kummen flere gange, indtil proppen er helt væk.
Bagepulver er et almindeligt husråd til at fikse et stoppet afløb, men når det gælder toilettet, er det bedre med helt almindeligt opvaskemiddel.
Kogende vand mod toiletpapir
Hvis det er en større klump toiletpapir, der er synderen, kan du prøve med kogende vand, der skal hældes hurtigt i kummen. Det varme vand kan nemmere opløse papiret og sammen med trykket fra vandmængden, kan det være nok til at løsne proppen.
Brug klør fem
Det er ikke den mest tiltalende løsning, men hvis der ikke er andet virker, og proppen sidder indenfor rækkevidde, kan det være effektivt at bruge dine egne hænder.
Husk gummihandskerne eller eventuelt en plastikpose.
Forebyg at toilettet stopper igen
Husk at få skyllet rørene godt igennem jævnligt.
Ved flittige toiletbesøg (for eksempel i en større familie eller på en arbejdsplads) kan der nemt være efterladenskaber tilbage i rørene. Derfor er det vigtigt at bruge det store skyl efter en længere tur på toilettet eller endda at skylle ud undervejs, så der ikke skabes en prop af afføring eller papir.
Ring til en professionel
Hvis der ikke er noget, der virker og toilettet fortsat er stoppet, så er det en VVS’er, du skal have fat i. De kan også hjælpe med at finde problemet, hvis dit toilet ofte stopper til. Det kan for eksempel være, at du har brug for en kloakrensning.
Sådan gør du
I videoen herunder kan du se, hvordan du fikser et stoppet toilet.
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
LÆS OGSÅ: Sådan renser du selv et stoppet afløb