12 spørgsmål til allan
Var der noget værktøj, du var nødt til at købe?
Nej, men jeg lånte min nabos elhøvl til beklædningsbrædderne.
Hvad var det hårdeste arbejde?
At grave stolperne ned! Der står mange træer i nærheden, og der er rigtig mange store rødder i jorden.
Hvad er du mest stolt af?
Ideen med de tre indgange. Det fungerer rigtig godt. Jeg kan altid finde plads til en kubikmeter træ.
Hvad er den bedste detalje?
Det er de små buer over indgangene. De virker, som de skal - jeg slår ikke hovedet - og de giver lige det ekstra, så skuret ikke ser så kedeligt ud.
Hvor lang tid tog det?
Jeg ved det ikke præcist. Det er jo sådan noget, man laver over længere tid. En halv lørdag eftermiddag, hvor man graver stolper ned osv. Det tog vel halvanden måned i alt.
Fik du hjælp af nogen?
Nej.
Hvad sagde din kone til det?
Hun syntes vist mest, det var rart at slippe af med alt det rod, der lå før.
Blev det dyrere eller billigere, end du havde regnet med?
Det blev egentlig ikke dyrere, men det overraskede mig alligevel, at der gik for 7-800 kroner maling. Og det var endda på tilbud.
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle bygge det igen?
Jeg ville have ladet udhænget på taget fortsætte lidt længere ud (Allan endte med at forlænge det), og måske ville jeg have fortsat beklædningen lidt højere op for at holde fygesne ude.
Hvad er dit råd til andre, der skal i gang med et lignende projekt?
Jeg kunne have sparet meget tid og fået et bedre resultat, hvis jeg havde tegnet nogle af detaljerne omhyggeligt, før jeg gik i gang. Problemet er, at jeg som regel først får ideerne, mens jeg står og skærer træet op.
Hvor ligger du på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er ekspert?
7.
Hvad er dit næste projekt?
Jeg er i gang med et stort, flot skab af asketræ. Det er virkelig finere snedkerarbejde, hvor der bliver kælet for hver eneste detalje.