Intro
Vejledning
01
Åbn vinduerne i drivhuset
5
Trin
Det er vigtigt, at du kan regulere temperaturen i drivhuset, så der ikke bliver for varmt. De fleste drivhusplanter kan nemlig godt få det FOR varmt, og så risikerer du, at væksten går i stå.
Derfor bør dit drivhus have vinduer, der kan åbnes – enten manuelt eller ved hjælp af en automatisk vinduesåbner i drivhuset.
Her får du mere om vinduesåbnere til drivhuset, og hvad den optimale temperatur i drivhuset er.
Et termometer er uundværligt i drivhuset, så du hele tiden kan følge med i, hvor varmt der er. I det tidlige forår skal du holde øje med, om der er for koldt. Og midt på sommeren må der ikke blive for varmt.
Mange af drivhusets planter bryder sig ikke om temperaturer på over 30 grader. Det gælder fx tomater. Den optimale temperatur i drivhuset er for de fleste drivhusplanters vedkommende omkring 25 grader om dagen og min. 15 grader om natten.
Sørg for god udluftning i drivhuset. Selv om det er køligt om natten, skal du ikke langt hen på sæsonen, før det bliver nødvendigt at lufte ud i drivhuset – især midt på dagen, hvis solen bager.
Er der udsigt til en varm dag, er det en god ide at åbne vinduerne, inden du tager på arbejde. Med mindre du har automatisk vinduesåbner i drivhuset. Det er en stor hjælp, hvis du dyrker mange grøntsager.
Vinduesåbneren regulerer temperaturen i drivhuset automatisk. Vinduesåbneren har en termostat i den ene ende og en fjederanordning i den anden, der er forbundet til vinduet.
Når temperaturen stiger eller falder, sørger termostaten for, at vinduet åbner eller lukker sig ved hjælp af fjederanordningen.
02
Brug skyggepasta på vinduerne
6
Trin
Skygge er en rigtig god ide i drivhuset, når det er varmt og solrigt – typisk midt på sommeren.
Skyggepastaen sænker temperaturen generelt i drivhuset, så drivhusplanterne trives bedre. Mange planterne lider nemlig, hvis der er for varmt i drivhuset.
Her viser vi dig, hvordan du effektivt skaber skygge og nedsætter temperaturen med skyggepasta på vinduerne i dit drivhus.
En skyggepasta er et rigtig godt valg, hvis du vil skabe god skygge i drivhuset i de varme sommermåneder. Skyggepasta er en hvid, kridtholdig masse, der ikke skader naturen.
Skyggepastaen skal blandes op med vand i forholdet én del skyggepasta til to dele vand. Du bør tidligst bruge skyggepasta i slutningen af maj måned.
Planterne har nemlig brug for så meget lys som muligt indtil da. Brug evt. kun skyggepasta på drivhusets sydside, hvorfra solen er hårdest.
Rør skyggepasta og vand godt sammen. Når du har en jævn masse, er den klar til at blive smurt på drivhusets vinduer.
Mal med skyggepastaen på drivhusets yderside, så vinduerne bliver dækket med den hvide kalkholdige maling. Brug en almindelig malerrulle.
Fordelen ved at male på ydersiden er, at regnen i løbet af et nogle måneder vil vaske skyggepastaen væk.
Så når sommeren er ovre og temperaturen falder igen, tager det ikke lang tid at gøre drivhuset rent igen. Skyggepastane skylles bare væk med almindeligt vand.
03
Beskyt planterne i drivhuset
4
Trin
Du beskytter dine planter i drivhuset ved at regulere temperaturen.
Her får du at vide, hvordan du kan bruge fiberdug. Og hvorfor det er vigtigt med god udluftning senere på sæsonen.
Beskyt gerne de små drivhusplanter først på sæsonen, når det er koldt om natten. Det kan du gøre med et stykke fiberdug, der nemt lægges hen over planterne og holder på varmen.
Læg først fiberdugen over planterne, når solen er gået ned.
Husk at fjerne fiberdugen igen næste dag. Drivhusplanterne har nemlig brug for alt det lys, de kan få, når det er først på sæsonen. Og et lag fiberdug tager cirka 20 % af lyset.
Senere på sæsonen skal du sørge for at åbne vinduerne i drivhuset, så temperaturen kan holde sig under 30 grader.
Lad også døren stå på vid gab. Midt på sommeren er nætterne tit lune, og så kan du bare lade døren til drivhuset stå åben hele døgnet.