Sådan bekæmper du spindemider

Gulplettede blade og spindelvæv på dine planter, træer og buske er helt tydelige tegn på spindemider. Selvom spindemiderne er nogle små skadedyr, kan de gøre meget stor skade både på planter i drivhuset, indendørs og udendørs. Læs her hvordan du bekæmper og forebygger spindemider.

Spindemider på blad

Selvom spindemider er små og svære at få øje på, kan de gøre stor skade på dine drivhusplanter.

Har du agurker eller tomater i dit drivhus, eller har du frugttræer og bærbuske i haven, så har du måske også oplevet, at dine planter bliver invaderet af små grønlige insekter.

Det lille insekt hedder spindemider, og selvom de er bittesmå, kan de desværre gøre stor skade på dine planter.

I artiklen her kan du blive klogere på spindemider, og hvordan du bekæmper dem.

Hvad er spindemider?

Egentlig er spindemider slet ikke et insekt, men en spindler, og spindemiderne er derfor i familie med edderkopper.

Ligesom edderkopper spinder spindemiderne små silkeagtige spind - deraf navnet “spindemider”.

Spindemiden går også under navnet “væksthusspindemide”, fordi den ofte angriber planterne i drivhuset.

Læs om flere skadedyr i planter her.

Hvordan ser spindemider ud?

Spindemider er bittesmå, grøn- / gullige og har en mørk plet på hver side af den ovale krop. Spindemiderne har otte ben og er ikke meget længere end omkring en halv mm. De kan derfor være svære at få øje på, men oftest sidder de på undersiden af plantebladene.

Måske vil du opleve, at spindemiderne ser røde eller brune ud. I det tilfælde er der tale om overvintrende hunner.

Hvordan ser spindemider ud?

Spindemider kan variere i farven fra lysegule og grønne til knaldrøde sidst på sommeren.

Hvor kommer spindemider fra?

Spindemider kommer oftest med hjem i købte planter og jord, men de kan også spredes med vinden.

Det lille skadedyr formerer sig utroligt hurtigt, og et lille angreb af spindemider kan derfor hurtigt blive et stort problem.

Du vil sikkert opleve, at spindemiderne er en udfordring i drivhuset fra midt april til midt oktober. Spindemider kan dog forekomme hele året i dine indendørs planter. Spindemiderne overvintrer i drivhusets planter og lægger deres æg i foråret, når det begynder at blive varmere.

Spindemiderne kan ikke flyve, så de spreder sig ved hjælp af deres små spindelvæv.

Når du opdager, at der er små, tynde spind i dine planter, er det næsten sikkert, at der er tale om spindemider.

Spindemider i drivhus

Spindemider trives rigtig godt i varme og tørre forhold. Dit drivhus er derfor drømmeboligen for det lille skadedyr.

Miderne lever af plantesaft fra blade, og de kan derfor gøre stor skade på dine drivhusplanter.

Når spindemiderne suger saften ud af bladcellerne, kommer der gule prikker på bladene. Til sidst vil bladet dø helt, og er mange blade angrebet, vil hele planten dø.

Spindemider er ikke kræsne og angriber gerne både fx agurker, tomater, chili, peberfrugt, bønner osv.

Et angreb med spindemider vil som regel især gå hårdt ud over agurk- og tomatplanter.

Spindemider i agurk i drivhus

Spindemider er ikke kræsne, men angriber især agurkeplanter.

Spindemider i frugttræer og bærbuske

Hvis dine udendørs planter er blevet angrebet af spindemider, kan du ikke gøre det store for at bekæmpe dem.

Eftersom spindemiderne spredes med vinden, kan du ikke rigtigt beskytte dine frugttræer eller buske i haven.

I haven kan spindemiderne bedst lide at angribe træer, der tørrer ud. Spindemider er glade for æbletræer, men kan også angribe kirsebærtræer, fyrretræer, grantræer, efeu og bærbuske.

Spindemider i æbletræer og andre træer opdages på samme måde som på drivhusplanterne. Kig efter skader på bladene, blade der falder af og spindelvæv. Er det et meget stort angreb af spindemider i æbletræet, vil det ses ved, at træets vækst og frugtsætning påvirkes.

LÆS OGSÅ: Bekæmp skadedyrene i dine planter med disse 6 metoder

Spindemider indendørs

De små mider elsker tør, varm luft og svagt lys, og dine stueplanter kan derfor være det rene paradis for spindemiderne.

Hvis du finder spindemider i dine potteplanter indendørs, kan du prøve at afhjælpe problemet ved at flytte planterne til et køligere sted eller sørge for en højere luftfugtighed.

Sørg derudover for at fjerne de angrebne blade.

Spindemider bekæmpelse

Har du spindemider i dit drivhus, kan du bekæmpe dem ved at følge disse 4 steps:

  1. Start med at fjerne alle de angrebne blade. Bladene skal destrueres helt, så spindemiderne ikke har mulighed for at overleve.
  2. Sprøjt plantebladene med insektsæbe. Sørg især for at sprøjte på bladenes underside.
  3. Når der er gået et par dage, efter at du har gennemført punkt 1 og 2, kan du udsætte spindrovmider, som vil æde spindemiderne.
  4. Vask dit drivhus med brun sæbe, så du får slået ned på alle overvintrende spindemider og deres æg. Sørg for at komme ind i alle sprosser og hulrum og vask vinduer og alle overflader.

Husk på at vaske dine grøntsager godt, inden du spiser dem, efter de har fået insektsæbe.

Det bedste middel mod spindemider er insektsæbe. Du kan nemt lave din egen insektsæbe mod spindemider. Se her hvordan: Insektsæbe opskrift

Spindemider på udendørs planter skal bekæmpes på samme måde som beskrevet ovenfor.

Hvis du igen og igen oplever, at spindemiderne vender tilbage og angriber dine planter, er der desværre ingen anden udvej end at smide de angrebne planter ud og anskaffe nogle nye.

LÆS MERE: Rengøring af drivhus

Hvordan undgår du spindemider?

Du kan desværre ikke gøre ret meget for at forebygge eller undgå, at du får spindemider i drivhuset, haven eller potteplanterne i stuen.

Nogle få ting kan dog måske gøre en lille forskel:

  • Giv planterne gode betingelser for vækst.
  • Vask bladenes underside med rent vand, når det er varmt og tørt vejr.
  • Prøv at øge luftfugtigheden i drivhuset.
  • Hold dit drivhus rent.
  • Fjern angrebne blade med det samme, du opdager dem.

LÆS OGSÅ: 6 nemme metoder til bladlusbekæmpelse

Video

Video