Intro
Vejledning
01
Plantning af agurker
7
Trin
Her kan du se, hvordan du planter agurkeplanter i plantesække.
Det er vigtigt, at du sætter planterne i den rigtige dybde. Se, hvad det er.
Der skal plantes to agurker i en plantesæk i drivhuset her. Plantesækken ligger blot på nogle fliser. Skær et langt snit foroven og et par drænhuller i bunden af sækken, så overskydende vand kan løbe væk.
Det er en god ide at massere sækken, inden du skærer i den, så jorden er løsnet godt.
Agurkerne plantes i plantesækken. Der plantes kun to agurker – en i hver side af sækken – for at sikre, at der er godt med luft omkring agurkeplanterne. Det mindsker risikoen for svampesygdomme.
Plant ikke agurkeplanten for dybt. Agurken skal ikke plantes dybere, end den stod i potten. Agurker udvikler meget nemt rodhalsråd, og det kan du undgå, hvis du ikke planter for dybt.
Her plantes to forskellige sorter – en almindelig agurk og en gammel sort, der hedder citronæble-agurk.
Imellem de to agurker plantes en mindre krydderurt, her bredbladet persille. En mindre plante mellem de to agurker kan godt gå, da den er lav, så der stadig er luft omkring agurkeplanterne.
02
Beskæring af agurker
7
Trin
Agurker vokser kraftigt, når de har de rigtige vækstbetingelser. Det vil agurker typisk have i et drivhus. Derfor er det vigtigt, at du beskærer dem.
Hvis planten får lov til at vokse uhæmmet, risikerer du, at den bare sætter en masse skud og ikke har kræfter til at producere agurker. Sker det, vil de små agurker blive gule og visne.
Når du beskærer agurken på den rigtige måde, får du en fin balance mellem vækst og produktion af agurker.
Her får du kendskab til to forskellige metoder til at beskære agurker i drivhuset.
Hold øje med sideskuddene på dine agurker, efterhånden som planterne vokser til. Når du fjerner sideskud på agurkerne løbende, får du den mest optimale produktion af agurker.
Agurken her beskæres efter denne metode: Alle sideskud på hovedstænglen fjernes efter to blade, alle sideskud på sideskud fjernes efter et blad, og alle agurker på hovedstænglen fjernes.
En mere simpel metode er omvendt: At fjerne alle sideskud og kun lade agurkerne på hovedstænglen sidde. Med den sidste metode får du hurtigere spiseklare agurker, da agurker på hovedstænglen vil udvikle sig hurtigst.
Uanset, hvilken metode du vælger, gælder principper, at når du fjerner noget af den kraftige vækst, bliver agurkeplanten bedre til at producere agurker.
Her er et sideskud fjernet, så der kun sidder en lille agurk tilbage i bladhjørnet. Pas på, du ikke forveksler et sideskud med en lille agurk.
Vent evt. lidt med at beskære, så det er tydeligere, hvad du fjerner.
Agurkerne vokser sig store. Hvis du løbende beskærer dine agurkeplanter, så de ikke vokser uhæmmet, kan du høste friske agurker gennem hele sommeren.
Hold øje med små, visne agurker. Det kan være et tegn på, at du ikke har beskåret dine agurker nok, så planten ikke har haft kræfter til at udvikle alle agurkerne.
Skynd dig at fjerne små visne agurker, hvis du finder nogle. Fjern også at fjerne andet vissent plantemateriale for at mindske risikoen for svampesygdomme.
Lad blade, der er visne i kanten, sidde. Så længe bladet stadig er grønt, leverer det nemlig uundværlig fotosyntese til planten.
03
Opbinding af agurker
4
Trin
Agurker vokser meget kraftigt, så du bør binde planterne op. Når du binder agurkeplanterne op, er det nemmere at se, hvor du skal beskære agurkerne.
Opbindingen giver også god støtte, når agurkerne bliver store og tynger planten. Det er også lettere at høste agurkerne, når de er store nok, fra planter, der vokser opad.
Her viser vi dig, hvordan du kan binde agurkeplanter op.
Agurkerne skal bindes op efter et par uger. Da giver de små bambuspinde ikke længere støtte nok. Agurkerne skal også bindes op, så de kan vokse op i højden og ikke sprede sig ud på jorden.
Snoren må ikke sidde så stramt, at den gnaver sig ind i planten.
Der sættes en snor fast forneden på agurkeplanten, som planten kan sno sig op ad. Det er en enkel, men effektiv opbindingsmetode, som også kan bruges til fx tomater.
Hvis du opdager sideskud, der skal fjernes, så gør det, inden du sætter snoren fast.
Sno stænglen rundt om snoren – i samme retning som uret, da planten helst vil sno sig den vej. Pas på, du ikke kommer til at ødelægge agurkens små fangarme og agurker langs stænglen undervejs. Her bruges kraftigt sejlgarn.
Fastgør snoren foroven med en løkke, der er nem at løsne igen. Du kan nemlig godt få brug for ekstra line, da agurker har en kraftig vækst. Husk, at opbinding er en løbende proces gennem vækstsæsonen.
Tjek jævnligt, om dine agurkeplanter er ordentligt bundet op, og hjælp evt. planterne på vej opad.