12 spørgsmål til max
Var der noget værktøj, du var nødt til at købe til projektet?
Nødt til og nødt til ... Jeg købte en Festool dyksav med føringsskinne. Den var måske ikke ligefrem nødvendig, men meget, meget handy til de mange snit.
Hvad var det hårdeste arbejde?
Det var fundamentet, fordi betonfirmaet leverede for lidt beton. Jeg havde ellers spurgt, om ikke den ville sætte sig en del, men det mente de ikke. Det gjorde den så alligevel, så noget af det måtte jeg blande selv.
Hvad er du mest stolt af?
Samlingen i taget. Jeg havde læst om et lignende projekt i Gør Det Selv, og der var knuden i midten smedet. Jeg er selv smed, men valgte at lave den i spærtræ med sav, elhøvl og så videre.
Hvad er den bedste detalje?
Det er samlingen i taget.
Hvor lang tid tog det?
Det tog fire måneder. Jeg arbejder i oliebranchen, så jeg har været væk i længere tid ad gangen. Til gengæld har jeg i perioder haft mange sammen hængende dage, så der er gået mange timer til.
Hvem hjalp dig?
Jeg lavede det meste selv, men havde venner til at hjælpe med spær, tag og de øvrige dele, der krævede to mand om opgaven.
Hvad sagde din kone til det?
Hun blev glad. Og det gjorde teenagebørnene også. Der bliver holdt lidt fester og venindekomsammener væk fra mor og far.
Blev det dyrere eller billigere, end du havde regnet med?
Det blev en smule dyrere - vinduerne og dørene blev med termoglas og i det hele taget bedre og dyrere, end jeg havde tænkt mig. Men vinduesfirmaet fortalte mig, at vinduerne ellers ville dugge og give fugtproblemer inde i pavillonen.
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle bygge det igen?
Jeg ville sørge for at få beton nok. Det synker altså. Ellers er der ikke noget, jeg ville ændre.
Hvad er dit råd til andre, der skal i gang med et lignende projekt?
Vær præcis. Der er meget opmåling og skæren i smig undervejs. Så hav tålmodighed.
Hvor ligger du på en skala fra 1 til 10 - hvor 10 er ekspert-gør-det-selv’eren?
Efter at have totalrenoveret hus og bygget pavillonen må det være 10 som ikke-professionel.
Hvad er dit næste projekt?
Det er mest vedligeholdelse. Der er masser, der skal males, men ellers er alt, som vi vil have det.