Intro
Vejledning
Moduler åbner alle muligheder
Ved at bygge med moduler og samle dem med spær og plader kan du nemt tilpasse haveskuret efter din have og dine behov.
Vores skur bygges over fem spærmoduler, som får samme profil som et eksisterende skur i haven. Modulernes to lodrette stolper skærer vi ud af 45 x 120 mm høvlet fyr, der foroven bindes sammen af tagspæret, der skæres ud af et terrassebræt, og længere nede samles med en vandret lægte.
Modulerne rejses på to rækker punktfundamenter, så der bliver to åbninger. Den ene åbning er 60 cm bred, den anden 120 cm bred, så der er plads til at trille en lille havetraktor ind.
Væggene beklæder vi med cementspånplader, som tåler vand og vind, er billige - og som minder tilpas meget om væggene i det skur, vi forlænger.
Et sjette lidt spinklere modul føjes til, inden tagspærene lægges hen over alle moduler og dækkes af tagplader. Det er til drivhuset, og mere om det senere.
Taget
Tagpladerne skærer vi til med en fintandet stålklinge i dyksaven. Spænd dem fast på et solidt underlag, og spænd også føringsskinnen fast. Saven skal ikke køre med for høj hastighed.
Pladerne skrues fast i toppen af bølgerne med de tilhørende skruer med tætning. Sæt cirka 10 skruer for hver kvadratmeter. Hold tagpladerne fast med tvinger, mens du skruer.
Trapezpladen skrues fast, når skelettet til drivhuset er føjet til. Skruerne til de mere skrøbelige plader sættes i bunden af bølgen.
Sternbrættet skrues på. Det er et stykke 20 mm krydsfiner, som er 6 cm bredt og skæres på skrå i enderne. Tagpladen skrues fast i sternbrættet, her bores for, så brættet ikke flækker.
Skelettet
Vægelementerne samles hver for sig. Sav delene (A, B, C og D) ud i serier, så du stiller savestoppene på kapsaven til den pågældende længde; derved bliver de ens, og arbejdet går lynhurtigt. Når vi skal samle dem, spænder vi dem op og samler dem med 5 x 60 mm skruer.
Vægelementerne rejses på punktfundamenterne. Foroven forbindes de med taglægterne (E), der gøres fast med 5 x 80 mm skruer.
Siderne skæres ud med dyksav, så de passer til de felter, du vil lukke. De består mest af cement og er meget hårde at skære i, så køb evt. en billig klinge, du kan kassere bagefter.
Døre til ethvert behov
Med teknikken her kan du nemt bygge døre til lige netop den åbning, du har lavet i dit skur.
Vi bygger døren og porten, så de ligner dørene i det eksisterende skur mest muligt. Derfor beklæder vi dem med sorte profilbrædder med not og fer helt som de gamle døre. Og den enkle konstruktion under beklædningen kan du bruge alle tilsvarende steder. Størrelsen tilpasses, så der er 4 mm luft til alle sider. Vi samler først rammen hak i hak, så de vandrette og lodrette lister krydser hinanden i stærke samlinger. De vandrette lister lægges en sjettedel inde på døren, hvor hængslerne skal sidde, og de lodrette sættes 5 cm fra dørens kant.
Når du skruer beklædningen på rammen, kan du skære den præcis til inden, eller når den er skruet fast.
Dørene
Sav og stem hak ud til samlingerne. Med kapsav eller fukssvans saver du en række parallelle spor halvt ned i hakket i de lodrette (A) og de vandrette lister (B), så er det let at fjerne resten med hammer og stemmejern, til bunden er glat.
Rammen samles. Delene til rammen (A og B) lægges med den side op, som profilbrædderne skal skrues på. Ret i vinkel, og lås med to 4 x 30 mm skruer i hver samling.
Skråstiveren (C) sættes ind. Skær til, så den spænder uden at presse rammen ud af vinkel. Den skal pege mod nederste hængsel. Skru fast.
Beslagene
Hængselbeslaget, som bærer døren, skrues fast på en 12 mm klods af vandfast krydsfiner. De 12 mm krydsfiner og 8 mm cementspånplade gør, at bagsiden af dørens beklædning ligger uden på husets skelet, som derfor kan fungere som anslag for døren.
Hængslet skrues på døren, efter at den er klodset op, til luften om døren er ens hele vejen rundt. Vi borer for gennem beslagets huller og skruer hængslet fast med beslagskruer.
Minidrivhus som bonus
Slip fantasien løs, og føj et drivhus til haveskuret. Eller byg et åbent brændeskjul eller noget helt tredje.
Nu bygger vi så et lille drivhus til yderst på det nye skur. Vi er faktisk tyvstartet, for da vi rejste skelettet og lagde tagspær og tagplader, satte vi yderst et sjette spærmodul, der holdt de samme ydre mål, men var bygget af langt spinklere dele, nemlig taglægter.
Inden vi sætter glas i væggene, skaber vi et vinduesparti på hver side af en åbning i gavlen, og alle felterne lukkes af med lægter, der tilpasses på stedet.
Som glas bruger vi kanalplader af klart polykarbonat, der fæstes af lister med en fals på 10 x 10 mm. Kanalerne kan gro til, så de lukkes med folie foroven og net i bunden.
Skelettet
Skelettet til drivhuset afsluttes med lægtestykker (F) oppe og nede og ind mod gavlen (A, B og D), så der overalt er en ramme at sætte kanalpladerne på. Alle dele males, før de sættes på. Til åbningen samler vi som sidste element en dør.
Kanalpladerne skæres til. De er af polykarbonat, der er superstærkt og slipper meget lys igennem. De står imod hårde slag - men skæres let til.
Glas og dør
Til at holde kanalpladerne laver vi selv glaslister (H) med en fals på 10 x 10 mm. Vi har fræset falsen i 20 x 20 mm lister. I hjørnerne samles de på gering - altså med 45 graders snit i de rette vinkler, mens de skæve hjørner streges op på stedet.
Glaslisterne (H) males og skrues fast over kanalpladerne så tæt på dem som muligt. Beskyttelsesfilmen fjernes, når pladerne er monteret.
Materialer
Skelet, vægge og tag
Høvlet konstruktionstræ, 45 x 120 mm
• 5 lange stolper (B) a 150 cm
• 5 korte stolper (C) a 115 cm
Terrassebrædder, 28 x 125 mm
• 5 spær (A) a 200 cm (tilpasses på stedet)
Taglægter, 38 x 76 mm
• 5 afstandsstykker (D) a 180 cm
• 4 taglægter (E) a 400 cm
Desuden
• Dæklister (F), 21 x 44 mm, i alt 16 meter
• Cementspånplade, 118 x 250 cm, 3 plader
• 12 mm støbefiner til hylder (G) (evt.)
• Metalplader m. skruer, cirka 8 m2
• Trapeztagplader m. skruer (til drivhuset)
• Sternbræt, 20 mm krydsfiner, 20 x 200 cm
• Rustfri skruer, 5 x 80, 5 x 60 og 4 x 40 mm
Til en enkelt dør
Taglægter, 38 x 76 mm
• 2 lodrette lister (A), dørens højde minus evt. trin og falsliste
• 2 vandrette lister (B), dørens bredde minus 10 cm
Desuden
• 1 skråstiver (C), 21 x 44 mm fyr
• Profilbrædder (D) i dørens bredde (8 mm smallere end åbningen)
• 2 stabelhængsler m. beslagskruer
• Greb, låsemekanisme m.m.
• Skruer til udebrug, 4 x 30 mm
Drivhuset
Taglægter, 38 x 76 mm
• 2 lange stolper (A) a 150 cm
• 2 korte stolper (B) a 115 cm
• 4 tværstykker (D) a 65 cm
• 2 dørstolper (E) (tilpasses)
• 4 top- og bundstykker (F) (tilpasses)
• 4 rammedele til dør (G) (tilpasses)
Desuden:
• 1 tagspær (C), 28 x 125 mm (tilpasses)
• Kanalplader m. folie og insektnet
• 20 x 20 mm høvlet træ til glaslister (H)
• 3 små hængsler og en skudrigel
• Rustfri skruer 4 x 40, 5 x 60 og 5 x 80 mm
Tidsforbrug
En uges tid, når du har bunden og fundamentet på plads.
Pris
Cirka 4850 kroner i udgaven her – inklusive drivhus.
Sværhedsgrad
Selvom vi går efter enkle løsninger, skal du rundt om mange udfordringer og helst have lidt erfaring.