10 tips: Få styr på dine ledninger og kabler

Der går ikke mange uger fra den nye computer eller fjernsynet er sat op, til de ellers snorlige kabler og ledninger på mystisk vis er filtret sammen i en uløselig knude. Men nu skal det være slut!

Du får her 10 gode tips til, hvordan du kommer spaghettiproblemet til livs én gang for alle – fra de helt billige strips og op til de flotteste og dyreste løsninger!

Du kan læse om:

  • Strips i flere faconer
  • Kabelsok i nylon
  • Klassiske kabelsko
  • Kabelspiralen
  • Fodpaneler med plads til ledningerne
  • Kabelrender til skrivebordet
  • Kabelskinner under fjernsynet
  • Kabelføring i vægge, lofter og gulve
  • Kabelgennemføring i skrivebordet
  • Kabelkanaler til karme og paneler

REDAKTIONEN ANBEFALER: Få ledningerne til at forsvinde

Strips i flere faconer

■ Den nemmeste måde at tæmme sine kabler på er ved at “strippe” dem sammen i bundter. Til formålet findes der flere forskellige typer strips, bl.a. plastikstrips og velcrostrips; begge varianter fås i flere størrelser og farver. Fordelen ved velcrostrips er, at de nemt kan åbnes igen, hvor plastikudgaverne kun kan klippes op (og dermed går i stykker). Til gengæld er plastikstrippene meget stærkere og kan også holde noget vægt.

Kabelsok i nylon

■ En kabelsok er et stykke elastisk stof, der samler ledningerne på samme måde som kabelspiralen. Sokken føles mere luksusagtig end spiralen; til gengæld kan du ikke trække én af ledningerne ud på halvvejen. Denne kabelsok åbnes og lukkes med en lynlås.

Klassiske kabelsko

■ Kabelsko er den klassiske løsning til fastgørelse af kabler og ledninger, som ikke kan skjules. Hvis det skal gøres diskret, skal det gøres pænt - det vil sige med en fast afstand mellem hver kabelsko. Et godt trick er at bruge en hammerskafts længde, ligesom det bliver pænest, hvis ledningerne følger en liste, et hjørne eller på anden måde følger en lige linje i lokalet.

Kabelsko fås i mange forskellige størrelser. Køb dem så små og diskrete som muligt.

Sno ledningerne sammen i en kabelspiral

■ Kabelspiralen er virkelig smart, når du vil holde styr på mange ledninger, der skal følges samme vej. De fås i flere farver, bl.a. sort og hvid. Med et specialværktøj, der typisk følger med i købet, er det let at sno spiralen rundt om ledningerne. En kæmpestor fordel ved netop kabelspiralen er, at du eksempelvis kan trække en ledning ud midt på spiralen, hvis du vil.

Åbn værktøjet, og placér ledningerne i dets midte.

Træk værktøjet med ledningerne gennem spiralen.

Fodpanel med plads til ledningerne

■ Paneler er glimrende at hæfte ledninger fast på med eksempelvis kabelsko, men du kan faktisk købe fodpaneler med plads til, at ledningerne kan løbe indeni, og så forsvinder de helt! Disse paneler består af to dele: vægbeslag, som skrues fast på væggen, og som fikserer ledninger og kabler, samt selve panelet, der derefter klikkes på plads og skjuler beslaget og ledningerne.

Læg ledningerne ind i beslagene, og skru beslagene fast på væggen.

Skub panelerne ned over beslagene, og bank dem forsigtigt på plads.

Kabelrende til skrivebordet

Få kablerne af vejen ved at hænge dem op under skrivebordet!

■ Spaghettien bag ved computeren er ikke bare grim, men fungerer også som en uhygiejnisk magnet på støv og nullermænd. Og jo flere ledninger der klumper sig sammen, desto sværere bliver det også at komme til med støvsugeren. Heldigvis er løsningen ligetil. Montér en kabelrende under skrivebordet, og hæng/læg ledningerne pænt op. Du kan købe kabelrender til formålet, men du kan også bruge en stump tagrende.

Kabelrenden her hænger i to holdere, som skrues op under bordpladen.

Når du har hængt renden op, kan du eksempelvis lægge strømfordeleren op i og hænge løse ledninger op med strips.

Kabelskinne under fjernsynet

■ Kabelskinnen giver masser af plads til alle de ledninger, du kan finde på at tilslutte TV’et. Vi maler en grå kabelskinne hvid, så den matcher væggen, men hvis du er farveglad og har en sjat reparationsmaling stående, kan du få den, i hvilken som helst farve du vil.

Sæt skinnen i lod, og mærk hullerne op med en blyant. Bor for, sæt eventuelt plugs i, og skru så skinnen fast på væggen.

Saml alle kablerne i kabelskinnen, og montér dæklisten.

Mal skinnen i den ønskede farve.

Kabelgennemføring i skrivebordet

Gennemføringerne fås typisk i de to størrelser 60 og 80 mm.

■ En kabelgennemføring er en elegant løsning til at få ledningerne fra PC'en på gulvet op til skærmen, musen og tastaturet på bordet. De fås i flere dimensioner, og du skal bruge et kopbor i en størrelse, der matcher.

Kabelkanaler til karme og paneler

Brug en kabelkanal, der passer til kablets tykkelse.

■ Har du store og synlige kabler løbende langs dørkarme og paneler, så gem dem væk med diskrete kabelkanaler. I dette eksempel skruer vi kanalerne op, så sørg for at scanne for bagvedliggende ledninger, inden du borer. Der findes også kabelkanaler, der kan limes op.

Kabelkanalen holdes op parallelt med dørens indfatning, og hullerne bores for.

Montér plugs i væggen, og skru kanalen fast.

Læg nu kablet til stikkontakten ned i kabelkanalen, og klik dæklisten på plads.

Fræs ud til kablerne

■ Den mest diskrete kabelføring gemmer sig i vægge, lofter og under gulve, og hvis du alligevel står over for en større renovering, så fræs ud til alle dine kabler!

I Danmark er det lovligt selv at fræse ud til kabler og stikkontakter og trække kabler og forbinde til stikkontakter. Kort sagt må du selv lave alle de indledende øvelser. Men det er elektrikeren, der skal forbinde kablerne til strømmen. For en sikkerheds skyld bør du altid rådføre dig med din elektriker, inden du går i gang.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Dagligdag