Rengøring af termokande på den nemme måde

Se hvordan du kan rengøre din termokande med bagepulver, natron eller opvasketabs. Se også hvad du skal gøre, hvis din termokande har stålindsats.

Person i en denimjakke hælder varm kaffe fra en termokande i en metalkop, mens han sidder udendørs i en naturlig omgivelser.
© Shutterstock

Det er praktisk talt umuligt at undgå pletter i termokanden - uanset om du bruger den til te, kaffe eller andre varme drikke.

Termokanden bliver snavset og får pletter, som det kan være en kamp at komme af med igen. Men hvis du følger en af disse metoder, skal du nok få din termokande ren igen.

Inden du rengør din termokande, er det vigtigt, at du ved, om den indeholder glas eller stålindsats.

Rengøring af termokande med bagepulver og natron

For at komme de genstridige pletter fra indtørret kaffe og te til livs, kan man med fordel bruge bagepulver eller natron, hvis din termokande ikke har en stålindsats.

Sådan gør du:

  • Tag 2 spiseskefulde bagepulver eller natron og kom det i din termokande.
  • Fyld termokanden med kogende vand.
  • Rør rundt med en ske eller lignende.
  • Lad bagepulver- eller natronblandingen virke i minimum 30 minutter. Du kan med fordel lade det sidde natten over.
  • Hæld blandingen ud og skyl grundigt efter med vand, så der ikke er nogen rester af bagepulver.

Gentag processen hvis nødvendigt.

LÆS OGSÅ: Sådan afkalker du nemt din elkedel

Rengøring af termokande med opvasketabs i 3 trin

Det kan være nødvendigt at tage andre metoder og midler i brug, når du skal have bugt med de mest genstridige pletter og plamager.

Hvis dette er tilfældet, kan du benytte opvasketabs i stedet for bagepulver:

  1. Kom en halv opvasketab i din termokande og hæld kogende vand oveni.
  2. Lad det sidde i nogle timer, så blandingen kan få arbejdet med pletterne.
  3. Skyl grundigt efter med vand for at fjerne alle sæberester.

Gentag processen hvis nødvendigt.

LÆS OGSÅ: Sådan får du nemt rene bageplader

Rengøring af termokande med stålindsats

I modsætning til termokander med glasindsats bør du undgå at bruge bagepulver til rengøring af termokander med stålindsats, da det kan gøre indersiden mat.

Brug i stedet varmt vand og en smule opvaske- eller afkalkningsmiddel.

Lad blandingen stå i termokanden i ca. 12 timer og skyl derefter grundigt med vand.

Hvis det er nødvendigt, kan du også hjælpe rengøringen på vej med en opvaskebørste eller flaskerenser.

Redaktionen anbefaler: 8 tips til rengøring af opvaskemaskine