Skift et ødelagt gulvbræt

Det kan ske, at et enkelt gulvbræt går i stykker, mens de resterende er gode nok. Det sker ofte i entreen, hvor færdselen er stor.

I dette tilfælde skyldes det ikke slitage, men at gulvbrættet simpelthen har været angrebet af svamp eller skadedyr. Faktum er, er brættet er totalt nedbrudt og skal udskiftes. For at få det ødelagte bræt op er det vigtigt at få fundet ud af, hvilken side feren sidder i. Det er ikke umiddelbart til at se, så derfor må man bore et hul i hver side af brættet.

Hullerne skal bores helt ude i hver side af brættet – uden at beskadige nabobrættet. Nu er det tydeligt at se, hvor fer og not er placeret, og nu skal feren saves af, så det bliver muligt at vippe det ødelagte bræt op.

LÆS OGSÅ: Lav den perfekte reparation af trægulvet

Til det brug er en multi-cutter helt ideel. Den skærer ikke dybere end brættets tykkelse, så risikoen for at save eventuelle ledninger eller rør over er minimal. Når feren er savet over, sættes et par skruer godt ned i det ødelagte bræt, i den side, hvor feren er savet over.

Takket være skruerne kan brættet vippes forsigtigt op med et koben. Nu skal den oversavede fer lirkes ud af noten, og det gøres forsigtigt med en skruetrækker, så man ikke ødelægger selve noten i nabobrættet.

Det største problem er nu at finde et gulvbræt, der passer til de gamle. Det vil sige, at ikke kun tykkelsen og bredden på brættet skal være den samme, men fer og not skal også passe. I dette tilfælde var det ikke muligt at finde et gulvbræt, der var smalt nok.

Derfor er det altid en god idé at lægge et par gulvbrædder til side, når man får lagt nyt gulv. Nu må vi i stedet pille listen af ved dørtrinnet, tage endnu et bræt op og måle nøjagtigt ud, så de nye brædder slutter pænt af – også ved dørtrinnet.

På et arbejdsbord samler vi de to gamle brædder og afsætter målene over på de nye brædder. Brug de gamle brædder som kontrolmål, så du er helt sikker på, at målene passer, inden du skærer. Når målene er streget op på hele brættet, skæres det nye bræt ud fra not siden, da det er den, der senere skal støde op til døren.

De to nye brædder samles, og med et undersænkningsbor bores der tre 6 mm huller – et i midten og et i hver side. Har du ikke et undersænkningsbor, må du først bore igennem med et almindeligt bor og efterfølgende undersænke hullet. Kun på den måde er du sikker på, at hovederne på de skruer, som senere skal sættes i, ligger plant med træet. I modsat fald kan det være svært at få brædderne på plads til sidst.

Læg en stribe trælim på underkanten af noten på det hele bræt, og læg det udskårne bræt ovenpå. For at opnå en holdbar samling skrues de to brædder sammen med tre 55 mm lange træskruer. Da der ikke er plads til, at de nye brædder kan lægges lige ned, skærer håndværkeren lidt af ferens underside, så den nemmere kan gå ind i noten på brættet foran.

De nye brædder har ikke samme bredde som de gamle. Og derfor kommer fugen ikke til at passe. Men det er der råd for. Med en hobbykniv skærer fagmanden en rille ned gennem brættet for at lave en falsk fuge i det nye bræt så det opnår samme fugebredde som de gamle. Nu kan de nye gulvbrædder lægges på plads. De skal lirkes lidt frem og tilbage før de passer.

For at få samlingen mellem det nye og gamle bræt helt tæt benyttes der et koben til skubbe de to brædder sammen med. Til slut er det bare at tegne den nye fuge op med en blyant. Nu ligner den nye fuge til forveksling de gamle. Brættet fastgøres med tre skruer så tæt på væggen som muligt, da de så vil blive skjult af panelet. Når listen til dørtrinnet er på plads, er reparationen gennemført, og gulvet er igen stabilt.

    Andre læser lige nu ...