Sådan lapper du et hul i et parketgulv

Problem:

Da vi fjernede et gammelt indbygget skab, stod vi tilbage med et hul i parketgulvet. Godt nok er der bræddegulv under, men hvordan løser vi problemet?

Løsning:

Hvis der er tale om gammel parket, er det tvivlsomt, om I kan finde en helt tilsvarende parketstav med fer og not. Køb derfor stave, der passer bedst muligt, og sav dem til i bredde og længde, så de kan matche de gamle.

Først skal resterne omkring hullet fjernes, så der kommer et rent mønster. Fjern med et stemmejern feren i de gamle stave, der ligger rundt om hullet. Pas på søm, som sidder skjult. Bank dem helt ind, eller fjern dem.

Hvis gulvet ikke er plant, bør feltet spartles plant med en gulvspartelmasse. Lav først en prøvelægning, og skriv numre på alle stavene, så de kommer til at ligge samme sted, når der limes. Træk en gulvlim ud med en tandspartel, og læg så de nye og tilpassede stave, så de følger mønsteret. De nye parketstave bør være et par mm for høje, så de kan slibes ned med det øvrige gulv.

Læs også: Skift det ødelagte stykke og gulvet bliver som nyt

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Trægulve