Skibsgulv

Skibsgulv er et gulv, hvor plankerne er adskilt af en fuge. På den måde minder gulvet om et skibsdæk med fugede planker på dækket. Skibsgulve fås i mange varianter og prisniveauer.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Skibsgulv

Skibsgulve består af gulvbrædder adskilt af en gummifuge, enten lavet med fugemasse eller med gummilister.

Skibsgulve med den klassiske gummifuge kan laves på flere måder.

Skibsgulve kan købes som klikgulve, enten med en laminatoverflade (plast) eller som parket (træ) med indlagte eller medfølgende gummilister. Parket fås også med fer- og notsamling.

Du kan også købe gulvet som massive planker, der enten fuges med gummifugemasse eller forsynes med gummilister mellem brædderne.
Skibsgulve fås i flere træsorter.

Priseksempel

250-1.500 kr. pr. kvm

Eksempler:

  • Laminat: ca. 250 kr. pr. kvm
  • Lamelparket: ca. 300 kr. pr. kvm
  • Massive planker: ca. 1500 kr. pr. kvm

Opdateret januar 2025

Priserne varierer meget, særligt for de massive planker, så se dig godt for.

Hvor bruges: Skibsgulv

Skibsgulve kan lægges i alle husets rum, også vådrum.

Skibsgulve er oplagte i stuer og andre større rum, hvor det for alvor kommer til sin ret. I princippet kan du endda lægge skibsgulv oven på et i forvejen vandtæt badeværelsesgulv. Du skal dog være opmærksom på, at alt træ påvirkes af fugt, så det er ikke nødvendigvis en problemfri løsning, men i den rette træsort, fx eg, kan det se ganske flot ud, samtidig med at det er rart at træde ud på, når du har været i bad.

Fordele

  • Eksklusivt udseende
  • Helt tætte samlinger
  • Fås både i parket, laminat og massive planker
  • Kan bruges i vådrum

Ulemper

  • Med fugemasse er det relativt kompliceret at lægge
  • Dyr løsning, hvis du vælger massive planker

Styrke

Middel - høj (afhængigt af materiale)

Skibsgulve kan fås i et væld af trætyper og i laminat, så styrken af gulvets overflade kan være fra middel, hvis der fx er tale om lys eg, og til høj, hvis gulvet fx er af bambus eller højtrykslaminat.

Holdbarhed

20-50 år

Massive planker kan slibes ned igen og igen, og vil derfor holde længere end fx et parketgulv, hvor træet kun udgør de øverste få millimeter slidlag.

Vedligeholdelse

Trægulve skal oliebehandles, olieres eller lud- eller sæbebehandles. Laminat kræver ingen vedligehold.

Dimensioner

  • Tykkelse: 7-14 mm
  • Bredde: 10-30 cm
  • Længde: 1-15 m

Dimensionerne afhænger i høj grad af, om du vælger laminat, parket eller massive planker.

Se alternativer til skibsgulv

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

Brædderne lægges med en gummistrimmel imellem. Det er den, der udgør “skibsfugen”. Montagen af gummistrimlen kan variere fra produkt til produkt, men fælles er, at den skal ligge oven på feren på det ene bræt (uanset om der samles med fer og not eller med kliksystem).

Montering

Som med alle andre trægulve skal du sikre dig, at der er cirka én centimeter afstand mellem gulvbrædder og vægge. Underlaget skal være fuldkommen jævnt. Et skumunderlag kan udligne de sidste par millimeter.

Gulvet lægges i princippet som andre gulve, men ved de varianter, der lægges med en løs gummiliste, lægges listen ind oven på bræddernes fer undervejs. Skal der i stedet fuges, gør du det først, når hele gulvet er lagt.

Gulvbrædderne limes sammen. Først trykkes der lim ud i brædderne fer, hvorefter gummilisten rulles oven på limen.

Brædderne slås sammen, så gummilisten slutter helt tæt. Du kan med fordel lægge en slagklods imellem gulvbræt og hammer for ikke at beskadige feren, når du slår.
Nogle skibsgulve fås med kliksamlinger i stedet for fer- og notsamling.

Når det gælder skibsgulve, der skal fuges, skal man bruge en elastisk fugemasse. Du kan med fordel sætte en strimmel malertape på hver side af den sprække, der skal fyldes ud for bedre at holde styr på den klistrede masse. Fugemassen glattes med en fugepind eller en fugebrik.

Når fugen er hærdet, skal overskydende materiale (der stikker op over gulvfladen) skrabes væk, og så skal hele gulvet slibes og lakeres.

Varianter

Skibsgulve fås i mange træsorter - endda også i bambus, og både som laminat-, lamelparket-, og plankegulv.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge skibsgulv.

FAQ