Kapsaven er en benzindrevet maskine, hvor der kan tilsluttes vand, så det ikke støver under skærearbejdet. Brostenen, der skal deles, lægges til rette, så den ikke glider under arbejdet. Langs tommestokken slås der en kridtstreg, hvor stenen skal deles.
Inden maskinen startes, bør man iføre sig beskyttelsesbriller, sikkerhedssko og høreværn. Maskinen startes som en kædesav, og selv om den virker tung, er den ganske nem at håndtere. Når der er åbnet for vandet, lægges klingen på stenen, og der laves et spor, inden der gasses op for maskinen.
LÆS OGSÅ: Bliv ekspert i vinkelsliberen på 5 minutter
Maskinen skærer sig nu ned gennem brostenen med et helt lige snit. Klingen er ikke stor nok til at skære gennem hele stenen. Det sidste stykke deles derfor med et par slag med sætjernet.
Maskinen kan lige så vel benyttes til de mindre chaussesten. Her er klingen samtidig så stor, at den kan skære hele vejen igennem stenen. Der sker intet ved, at klingen skærer ned i gruset. Kapsaven kan lejes i større byggemarkeder. Som et alternativ til kapsaven kan man benytte en vinkelsliber med diamantklinge.
Arbejdet bør dog foregå udendørs og med støvmaske plus sikkerhedsudstyret fra før. Der streges op på stenen, og den lægges solidt i grus, inden skærearbejdet begynder.
Som det ses, støver det virkelig meget, da der ikke kommer vand på klingen.Skæredybden er naturligvis afhængig af, hvor stor en klinge der kan sidde på maskinen. Men selv på de helt store maskiner som denne skal stenen vendes og skæres ad flere omgange.
Resultatet er en lige sten, hvor man dog kan se sporet fra de forskellige snit. Det har ikke den store betydning, da snittet typisk skjules under gruset. Den mindre chaussesten er nemmere at dele.
Her skal stenen kun vendes én gang for at skære den over. Skal der kun skæres få sten, kan man klare sig med vinkelsliberen. Skal der deles mange sten, bør man leje den store kapsav.
REDAKTIONEN ANBEFALER: Test af vinkelslibere