19 murer-tips til pudsede vægge

For småt værktøj gør arbejdet besværligt og langsomt. Hvis du skal trække mørtel ud på en stor flade, bør du derfor alliere dig med et stort stålbræt. Det kræver kræfter at trække et tykt lag på, så det er en fordel med to hænder på brættet. Træk mørtlen ud i rigelige mængder, og sørg for, at den når helt ind og får fat i bunden af alle fordybninger.

Sørg for at have værktøj i flere størrelser, så du kan vælge et bræt eller en ske, der passer til opgaven.

En jævn bund er helt afgørende for at opnå en ensartet overflade. Derfor skal huller og revner fyldes op med mørtel.

Brug en murske eller en fugeske, der passer i størrelsen, så du kan presse mørtlen godt ind i fordybningerne, og brug en mørtel med samme hårdhed som murværket eller en anelse svagere.

Til støbte underlag som f.eks. soklen skal du bruge en ren cementmørtel, mens du til moderne hårdtbrændte sten skal bruge kalkmørtel tilsat cement. Skal du derimod lukke et hul i et ældre og forholdsvist blødt murværk, er en ren kalkmørtel at foretrække.

En nymuret væg indeholder meget fugt, og den skal være væk, før du pudser overfladen. Fugten er flere måneder om at trække ud af sten og mørtel, og lukker du den inde, risikerer du på en ydermur, at frosten får pudslaget til at krakelere og falde af. Lad væggen tørre et års tid, og vent med pudslaget, til temperaturen har sneget sig op over 5 grader.

Når din mørtel har sat sig så meget, at du kan arbejde på den uden at trykke den ind, glatter du overfladen ud med filtsebrættet. Brættets skumgummi skal være så fugtigt, at det ikke suger vandet i mørtlen til sig, men det må ikke være så vådt, at det vasker bindemidlet ud. Pudsen arbejdes sammen med lette cirkelbevægelser. Du skal ikke trække hårdt - kun lige nok til at trække rundt med det øverste lag. Fortsæt, til fladen er jævn, og brug hellere tid end kræfter.

Ved at udstyre hjørnet med et støttebræt kan du undgå at trykke mørtlen rundt om det selvsamme hjørne. Brættet hjælper dig desuden med at holde styr på tykkelsen og filtsningen, så hjørnet bliver helt skarpt.

Søm, eller skru brættet midlertidigt fast. Der, hvor det kan lade sig gøre, kan du dog nøjes med at spænde brættet grundigt fast med et par skruetvinger.

Skal du pudse på begge sider af hjørnet, må du arbejde på en side ad gangen og lade mørtlen sætte sig, før du flytter brættet om på den anden side og gentager processen.

En tommelfingerregel lyder: “Når underlaget er godt, bliver mørtlen hængende.” Så har du problemer med at få mørtlen til at blive hængende på væggen eller i loftet, skyldes det ofte dit forarbejde. Du bør derfor altid sikre dig, at bunden er fast og ren, inden du væbner dig med murske og pudsebræt. Og så skal du i øvrigt huske at vande underlaget. Ikke så det sejler, men nok til, at underlaget ikke trækker fugten ud af din nye mørtel.

Sådan kunne en huskeregel lyde for, hvordan et dækkende pudslag bygges op.

En pudset væg eller sokkel bygges som udgangspunkt op i tre lag med en faldende mængde bindemiddel og en finere og finere struktur for hvert lag, der lægges på. Det sikrer både god vedhæftning og giver fugten mulighed for at fordampe.

Inderst lægges et ganske tyndt udkast med grove korn (4-8 mm) og meget bindemiddel - især cement. Laget har til formål at skabe et underlag, som det næste lag kan hæfte på. Midterst ligger den grove puds, der retter op og fylder ud - typisk med et lag på 4-12 mm og korn på 0-2 eller 0-4 mm.

Yderste lag kaldes finpudsen. Det indeholder mindre bindemiddel og har typisk en kornstørrelse på ned til 0-1 mm. Det er den fine kornstørrelse, der gør det muligt at pudse fladen helt glat - præcis som du kender det fra en ny sokkel eller en flot pudset husfacade.

For at styre tykkelsen og retningen på pudslaget kan du med fordel sætte ledere på væggen med op til to meters mellemrum, før du til sidst trækker pudsen på.

Lederne består af lister, som i højden passer til væggen og i tykkelsen til pudslaget. Lederne skal sidde i lod, og så skal de sømmes midlertidigt fast eller klæbes grundigt fast med mørtel.

Du kan i dag få et hav af mørtelblandinger. En af dem er Multipuds, som i modsætning til almindelig mørtel kan hæfte på de fleste underlag - selv glatte keramiske fliser. Men inden Multi pudsen kan klæbe på fliser, maling og andre glatte og tætte overflader, skal bunden både være ren og fedtfri. Start derfor med at vaske området med grundrens og skylle godt efter med rent vand.

Du kan godt købe sand, cement og kalk hver for sig og blande mørtlen selv. Den løsning vil man typisk vælge til store opgaver, hvor der kan være penge at spare. Til langt de fleste reparationer og mindre pudseopgaver er det dog lettere og mere sikkert at købe en færdigblandet mørtel.

Ved loftet og gulvet, og hvor det pudsede område støder op til andre forhindringer, vil der samle sig en del af den mørtel, brættet fjerner, når du pudser og filtser.

Den bedste måde at fjerne den overskydende mørtel på og skabe en helt skarp overgang er ved forsigtigt at skære overskuddet af med kanten af en mur- eller fugeske. Kommer du til at lave en lille fordybning med fugeskeen, må du efterfølgende pudse efter med pudsebrættet.

Den mest effektive måde at fjerne overskydende mørtel på er ved at trække det af med et langt, lige bræt eller en retskinne.

Når der er trukket så meget mørtel på din væg, at det fylder rummet mellem lederne, retter du overfladen af med kanten af et bræt eller en retskinne. Brættet eller skinnen trykkes tæt ind mod lederne og trækkes i zigzagbevægelser nedefra og op. Finder du lunker i pudsen undervejs, fylder du dem op med mørtel, og afretningen gentages efter samme princip. Når pudsen er helt plan, og alle lunker er fyldt op, fjernes lederne. Rillerne efter lederne fyldes efterfølgende med mørtel, hvorefter de glattes forsigtigt med et pudsebræt.

Det er de færreste, der har tålmodighed til at kalke deres murværk, selvom det giver en flot og original afslutning oven på kalkpuds. Det er nemlig både hurtigere og lettere at male, men du skal sikre dig, at malingen er skabt til murværk og lader fugten slippe ud.

Når man skal lære at pudse, kan man lige så godt indstille sig på, at det hele ikke havner på væggen, men derimod på gulvet eller på jorden. Men fortvivl ej.

Læg i stedet en plade ind til væggen, og genbrug det, der ikke bliver hængende. Før du ved af det, bliver al pudsen hængende, og pladen overflødig.

En gipsbaseret mørtel er et let og hurtigt alternativ til de kalk- og cementholdige mørtler. Men kun indendørs.

En af gipspudsens store fordele i forhold til kalk- og cementmørtel er, at den ikke danner spændinger og derfor ikke revner, når den tørrer op og hærder. Det betyder, at gipspuds kan påføres i lag på helt op til 5 cm.

Gipspuds har desuden den fordel, at det binder på mange materialer - også der, hvor underlaget er forskelligartet. Du behøver derfor ikke starte med et tyndt udkast. Pudsen er let at styre og nem at trække på med et stålbræt eller en bred spartel. Når den er tilpas fast, fugtes overfladen, så den kan filtses som en ganske almindelig kalkmørtel. Undgå dog at blande mere, end du kan nå at påføre og rette af inden for 20 minutter.

Ekstra tykke lag forstærkes med armeringsnet, og udvendige hjørner forstærkes desuden med skinner for at undgå skader.

Til mindre opgaver kan du fint bruge et piskeris på boremaskinen, men til større flader er det nødvendigt med et røreværk eller en tvangsblander, som kan håndtere større mængder mørtel.

Når du giver hjørnet den sidste finish med pudse- og filtsebrættet, skal du arbejde i cirkelbevægelser inde fra væggen og lige ud over kanten. Sørg for, at pudsen er forholdsvis fast, og arbejd i rolige bevægelser uden at trykke for meget på pudsebrættet.

Ved at arbejde indefra og ud på begge sider får du et flot, skarpt hjørne. Hvis du kører den modsatte vej, risikerer du at brække hjørnet.

Det inderste lag, også kaldet udkastet, bryder med de gængse regler. Uanset om underlaget er blødt eller hårdt, bruges der nemlig cement som bindemiddel i udkastet. Og selvom det skal være ganske tyndt, bør det være grovkornet.

Udkast har nemlig kun til formål at binde godt og sørge for, at næste lag har noget at fæste på. Men for at sikre at det bliver hængende, skal det være så tyndt, at det følger underlaget og ikke lukker af for fugt.

Det er sålen på filtsebrættet, som sammen med håndelaget afgør, hvor tykt et pudslag du efterlader på muren. Filtsebrædder med hård skumplast giver et tyndere udtryk, mens en tyk, blød svamp giver et mere dækkende resultat.