Når murværket er udkradset og børstet grundigt, er vi klar til fugningen. Fugemørtlen røres godt rundt i spanden, og når mureren lægger ny fugemørtel op på pudsebrættet, ælter han den sammen, så den nærmest får form som et franskbrød.

Ved at ælte mørtlen bliver den mere elastisk og nemmere at arbejde med. Herefter skærer han ”skiver” af mørtlen fra pudsebrættet, som lægges over i fugen. Når man fuger, er det vigtigt at lægge lidt kræfter i, så fugen bliver komprimeret eller tæt og dermed holdbar.

En anden metode er at holde pudsebrættet helt op til fugekanten og så nærmest pløje fugemørtlen ind i fugen. Metoden sviner lidt mere, til gengæld er den hurtig.

Når alle de vandrette løberfuger er færdige, skrabes de over med fugeskeen, hvilket fjerner overskydende mørtel.

De lodrette fuger eller studsfugerne, som murerne kalder dem, skal naturligvis også fyldes ud. Her tages der kun mørtel på den forreste tredjedel af fugeskeen, hvilket svarer til fugen.

Præcist som med de vandrette fuger, er det nødvendigt at lægge en smule kræfter i for at fugen bliver ordentligt komprimeret. Der findes utallige fugetyper, her viser vi en tilbagetrukket fuge på 2 mm.

Til det bruger mureren en stump træ, hvor der er skåret en klods ud og banket et søm i midten, så hovedet stikker ca. 2 mm ud over klodsens kant.

Sømhovedet vil nu udkradse 2 mm af fugen i forhold til murværket. Herefter glittes alle fuger med fugeskeen, så de bliver lukket og helt glatte. På den måde er det sværere for vand at trænge ind i fugerne, så de frostspringer.

Til studsfuger kan man med fordel benytte den specielle fugeske, hvor der er et knæk, der svarer til fugens højde.

Til sidst gnubbes murværket med et stykke sækkelærred, hvilket fjerner de fugerester, der sidder tilbage på murværket. Hvis man er omhyggelig med fugearbejdet, behøver man ikke at afsyre murværket.