Først skal de rå mursten pudses over med en kalkcementmørtel KC50/50/700 eller en færdigblandet tørmørtel, som røres godt sammen med et piskeris. Har du ikke et piskeris, kan du bruge en skovl.

Mørtlen skal være forholdvis tynd – den skal nærmest have konsistens som lidt tyk havregrød. Ved at føre en lang retskinne langs muren får han et indtryk af, hvor meget puds der skal på, og hvor de største ujævnheder er.

Inden mureren går i gang med at pudse væggen, stænker han den lige med vand. Derved binder mørtlen bedre til muren, og man undgår, at den tørrer for hurtigt.

Ved for hurtig tørring vil mørtlen revne og falde af, fordi den ikke opnår den nødvendige vedhæftning på murstensvæggen. En stor portion af den ret tynde mørtel lægges nu på pudsebrættet, og mørtlen trækkes jævnt op ad væggen nedefra.

Der skal trykkes til og trækkes lige op. Det er svært at pudse i højden, så på den øverste del af muren kaster mureren mørtlen på. En berapning skal ikke være snorlige og helt plan.

Det er derimod en rustik overflade, som det kendes fra fx Sydeuropa. Det skal godt sving i murskeen, for at mørtlen bliver siddende. Når der er mørtel på hele muren, jævnes der ud, først med murskeen og bagefter med et stålpudsebræt.

Mureren pudser i store diagonale bevægelser for at fordele mørtlen jævnt. Når mørtlen begynder at tørre op, bruger mureren en våd kalkkost, der også kaldes en græskost, til at udjævne berapningen og dermed lukke overfladen.

Afkostningen skal foretages diagonalt, så der fremstår diagonale kostestrøg i den våde mørtel.Tidligst efter en måned, når muren er gennemtør og afhærdet, kan den males eller forblive, som den er.