Når klinken lægges op på fliseskæreren, skal du sørge for, at siden ligger helt op til landet. På det faste land er der centimeterangivelser, så her skærer vi en 3 cm bred klinke.
Mureren fører håndtaget frem til forkant af flisen, løfter op i håndtaget og trækker håndtaget tilbage.Håndtaget føres nu lidt frem på flisen, og der trykkes ned med håndtaget, hvorefter flisen nemt knækker, og man har en flise i den ønskede bredde.
Det er en god idé at øve sig nogle gange, inden man begynder at skære fliser for alvor. Man kan som her skære en masse strimler af den samme flise.Skal man lave mønstre med fliser, skal man tit dele fliserne diagonalt.
Mureren lægger flisen ind, så det ene hjørne ligger lige under skærehjulet. For at være sikker på, at flisen bliver skåret rigtigt, når man skærer diagonalt, kan man føre håndtaget let hen over flisen nogle gange og rulle et lille spor. Herefter skæres der med en jævn og fast bevægelse.
Trekantede fliser bruges bl.a. til harlekinmønstre.Her viser mureren, hvordan du nemt kan skære et skråt stykke af på flisen. Mureren afsætter målene i begge sider af flisen, så er det ikke nødvendigt at strege op mellem punkterne.
Mureren lægger flisen op på fliseskæreren, så det ene punkt rammer skærehjulet, og resten af flisen rettes ind. Nu skærer du blot flisen over på samme måde som tidligere.Med lidt øvelse og den rette teknik er fliseskæreren et uundværligt værktøj.