Spartl multiplader

Når du skal spartle multiplader, skal du bruge en mediumfin sandspartelmasse, en murske og to gode spartler.

Inden du går i gang, bør du røre sandspartlen godt igennem.Start med at spartle de indvendige sider. Fordel spartelmassen i et jævnt tyndt lag, og sørg for, at hele fladen er dækket og der ikke laves for mange kanter med spartlen.

Det giver nemlig bare en masse slibearbejde senere.Husk også at spartle undersiden af multipladerne. Dermed lukker du porerne i betonen, så fugt og snavs ikke så let kan trænge ind i pladen.

På den måde er den nemmere at rengøre. På de store flader kan du med fordel bruge en bred spartel. Sørg også her for at få al overskydende spartelmassse væk. Det samme gælder på alle kanterne. Når du er færdig med at spartle, har mureren et godt lille trick.

Skrab spartelmassen af spandens inderside, og form et låg af spartelmassen, så undgår du, at tørre stykker spartelmasse driller dig, næste gang du skal spartle. Når første omgang spartling er tør, skal multipladerne slibes.

Første gang slibes hele bordet med sandpapir korn 80. Det er et støvende arbejde, så her bør du benytte støvmaske og sørge for god udluftning.Når alle flader er slebet, skal bordet fejes fri for slibestøv. Vil du være helt sikker på, at alt støv er væk, kan bordet støvsuges.

Inden anden omgang spartling stænker mureren alle elementer med vand, så spartelmassen binder bedre. Anden omgang spartles lige så grundigt som første. Og igen benyttes der både den brede og smalle spartel.

Når spartelmassen er tør, skal der igen slibes. Denne gang benyttes der dog et finere sandpapir med korn 120. Gentag hele proceduren en gang til. Først med spartling og så slibning – denne gang med et fint sandpapir korn 180.

Nu er multipladerne klar til at blive malet. Malingen gør, at det bliver nemmere at rengøre. Til slut kan du lægge bordpladen på og glæde dig over meget mere plads i bryggerset.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Murer