Sådan blander du byggematerialer

Puds, mørtel, beton og andre materialer, du køber i sække, kan blandes på forskellige måder. Her får du vores tips til, hvordan du gør.

De fleste materialer, du kan købe i poser og sække, er nemmest at blande med et piskeris på boremaskinen.

De fleste materialer, du kan købe i poser og sække, er nemmest at blande med et piskeris på boremaskinen.

Puds, mørtel, beton og andre materialer, du køber i sække, kan blandes på forskellige måder. Med nogle materialer bør du blande de tørre materialer først, inden du tilsætter vand. Med andre materialer er det bedst at starte med vandet.

Her får du en række tips til, hvordan du nemmest blander forskellige sækkevarer.

Vigtigt om blandetid

I gamle huse bruger vi ofte kalkmørtel, fordi det er det materiale, der blev brugt, da huset blev bygget.

Kalkholdige mørtler (fx med jurakalk) skal ofte blandes længere tid end andre materialer. Det skyldes, at kalkmørtlen med tiden skal blive lige så hårdt som kalksten. Og det gør den bedst ved en bestemt blandetid, viser erfaringerne.

Blandetiden for kalkmørtler er typisk 20 eller 30 minutter. Derfor er det en fordel at bruge en tvangsblander, som kan stå og passe sig selv, indtil mørtlen er klar til brug.

5 metoder når du skal blande sækkevarer

1. MED HÅNDKRAFT

Har du kun brug for en lille portion, eller skal du arbejde med et materiale, der tørrer hurtigt, er det nemmest at røre op med en murerske i en spand.

2. MED PISKERIS

Større portioner er for hårde at røre op med håndkraft. Dem klarer du med et piskeris på boremaskinen – eller med et røreværk som det, murerne bruger.

3. PÅ JORDEN ELLER I TRILLEBØR

Beton kan blandes på jorden eller i en trillebør, hvor du har bedre styr på materialerne. Det er nemmest at blande grus, sten og cement, før du tilsætter vand.

4. I EN TVANGSBLANDER

Skal du blande mørtel, kan du leje en tvangsblander. Den er god til kalkmørtel, fordi det skal blandes længe og er desuden oplagt til færdige betonblandinger.

5. I EN TROMLEBLANDER

Skal du blande mange store portioner beton, kan du leje en tromleblander. Tromleblanderen er bygget til at blande beton og bruges aldrig til kalkmørtler.

Sådan blander du forskellige sækkevarer

GIPSPUDS

Gipspuds klumper let. Derfor er det bedst at hælde vand i spanden først og blande gipspulveret i lidt efter lidt. Så klumper det ikke nær så meget.

GULVSPARTELMASSE

Gulvspartelmasse skal blandes meget præcist. Det må hverken være for tyndt eller for tykt. Følg producentens anvisning nøje. Først vand så pulver.

PUDS (MULTIPUDS)

Vægpuds er ret nemt at blande – både i hånden og med piskeris – fordi klumper hurtigt opløses. Hvis du hælder vand i spanden først, støver det ikke så meget.

FLISELIM (FLISEKLÆBER)

Fliselim størkner ret hurtigt. Lige som andre hurtigttørende materialer er det bedst at blande i små portioner. Hæld vand i spanden først. Så støver det mindre.

BETON

Skal du blande fibre i betonen, er det nemmest at blande dem i tør beton og så tilsætte vand. Færdige betonblandinger er nemmest at blande. Først vand så pulver.

CEMENTHOLDIG MØRTEL

Alle mørtler, der indeholder cement, er ret nemme at røre op. Skal du bruge meget mørtel, så tjek tørretiden, inden du blander en stor portion.