Sådan sliber du perfekt på svære steder

Med simple hjælpemidler og slibepapir af god kvalitet kan du slibe træ nemt og hurtigt. Resultatet bliver førsteklasses – ofte bedre end med slibemaskiner.

Hvis du også tænker, at håndslibning af træ er hårdt arbejde, så er her fem gode tips. Med disse simple hjælpemidler kan du komme til med slibepapiret selv på de mest besværlige steder. Og så slipper du for larmen og støvet fra de elektriske slibemaskiner.

1. Træk slibepapiret rundt

Slibepapiret kan trækkes frem og tilbage omkring runde emner, som når man frotterer sin ryg med et håndklæde. Det er nemt og hurtigt, og du sliber jævnt og bevarer rundingen, men da du sliber på tværs af træets åreretning, skal du slutte af med at finslibe på langs.

2. Få slibepapiret helt ind i hjørnerne

Skal du slibe bunden i en skuffe, er det nemmeste at fremstille en slibeklods med et skråt snit på cirka 30 grader. Buk et stykke slibepapir omkring klodsen og den skrå kant. Så kan du komme til helt inde i hjørnerne uden at få fingrene i klemme.

3. Slib med fastgjort slibepapir

Når du skal slibe små stykker træ, er det nemmeste faktisk at lade papiret ligge og bevæge tingene. For at få hold på papiret kan du bukke det om et bræt og holde det med klemmer.

4. Ind i hullerne med slibepapir

Borede huller er sjældent særlig glatte, så sæt tid af til at slibe dem rene. I det lokale byggemarked kan du købe cylindriske sliberondeller, der sættes på en boremaskine. Men du kan også vikle slibepapir om en rundstok, der kan gå ind i hullet. Det fungerer fint som slibeklods.

5. Forstærk slibepapiret med tape

Er du faldet for fristelsen og har købt en rulle billigt, skrøbeligt slibepapir, der brister efter få strøg over emnet? Du behøver ikke at smide rullen væk, men kan redde dit fejlkøb ved at forstærke papirbagsiden med tape.

BYGGEVEJLEDNING: Nem holder til rullerne

    Andre læser lige nu ...