Lækkert insekthotel af gamle brædder

Hvis du har et par brædder og lidt net liggende, kan du lynhurtigt bygge et insekthotel. Det bliver både billigere og bedre end dem, du kan købe.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 timer
Pris
200 kroner

Intro

Har du lidt overskudsmaterialer liggende fra andre projekter, kan du hurtigt lave et insekthotel.

Det er et sjovt og hyggeligt begynder-projekt, hvor alle kan være med.

Det kræver ikke meget mere end et par brædder, en smule net, og noget fyld, som du kan finde i naturen omkring dig, fx smågrene, grankogler, valnødder, bark, mos og muslinger.

Her får du en grundig byggevejledning, hvor du kan se, hvordan du gør - trin for trin.

Du får også en komplet materiale-liste, så du har overblik over, hvad du skal bruge. Og på fotos med mål og forklaringer får du hjælp til at indstille kap/geringssaven til de skrå snit.

Vejledning

01
Sådan gør du 16 Trin

En regulær sekskantet kasse bygges med seks lige lange sider (A). De skæres til med 30˚ snit i enderne, så de danner en vinkel på 120˚, når de samles. Kassen opdeles i rum med seks stykker (B), der er 20,4 cm lange. Også de indvendige stykker (B) skæres til med 30˚ snit.

Inden du går i gang, er det en god idé med en prøveoplægning – fx først med papirstrimler for at bestemme størrelsen. Og igen når du har savet delene ud og skal til at samle dem.

Når du samler kassen, starter du bare med to A-stykker og fortsætter med et stykke ad gangen, til du har en sekskant. Alle samlinger limes og stiftes.

B-stykkerne placeres inde i kassen, så den bliver opdelt i syv rum. De kan være lidt svære at holde styr på, så start fx med at stifte dem fast foroven til siderne, mens du justerer på plads og til sidst gør dem fast forneden.

1

Sav delene (A) ud med 30 graders snit, så de kan samles til en sekskantet kasse. Det er vigtigt, at delene er præcis lige lange, her 22 cm. Sav også delene (B) ud, så kassen kan deles op i rum. De er 20,4 cm lange.

2

Saml den sekskantede kasse. Put lim på begge ender af de to stykker træ (A), der skal samles. Sørg for, at samlingen er helt tæt. Giv så samlingen et par stifter – ikke for kraftige, for så flækker træet.

3

Tjek diagonalmålene på kassen. De skal være præcis det samme på alle tre diagonaler for at få en harmonisk sekskantet kasse. Du kan sagtens justere helt på plads, hvis der er brug for det.

4

Placér nu delene (B) inden i kassen. Den ene ende skal placeres på midten af A’s inderside og parallelt med det næste A-stykke. Tjek med tommestokken, så du er sikker på, at de ligger parallelt.

5

Stift delene (B) fast, når du har placeret dem inden i kassen. Der skal også trælim i samlingerne, inden de fastgøres med stifter. Sørg for, at de fastgøres i præcis samme niveau, så du får en plan flade foroven.

6

Fastgør en bagbeklædning (C), så kassen er lukket på bagsiden. Her består bagbeklædningen af brædder. Kassen lægges oven på brædderne, og der tegnes op. Brædderne skæres til og limes/stiftes fast.

7

Fyld nu rummene ud, så insekthotellet bliver spændende at besøge. Her har vi bare brugt, hvad der lige var til rådighed: smågrene, grankogler, bark, valnødder, mos og muslinger. Der er frit slag.

8

Put net på fronten, hvis nogle af materialerne sidder løst. Her skæres volierenet til med en pladesaks og fastgøres med klammer og en hæftepistol. Bor et hul på bagsiden, så insekthotellet kan hænges op.

Inspiration: 8 andre insekthoteller

Materialer

16 x 100 mm høvlede brædder:

  • 6 stykker (A) a 22 cm
  • 6 stykker (B) a 20,4 cm
  • 4 stykker (C), til bagbeklædning

Desuden:

  • Trælim, udendørs
  • Stifter
  • Klammer
  • Volierenet
  • Indhold til rummene (her grene, grankogler, nødder, bark, mos, muslinger)

Specialværktøj:

  • Sømpistol
  • Hæftepistol
  • Pladesaks

Tidsforbrug

3-4 timer.

Pris

Ca. 200 kr.

Sværhedsgrad

Et sjovt lille projekt, hvor alle kan være med. Det er endnu lettere, hvis du bygger en retvinklet kasse.

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Stopklods til kapsaven

Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Foderbræt og fuglehus