Det skal du bruge
Video
Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet
Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.
Trin for trin
En elektrisk mosrive er vejen frem, når der skal fjernes mos. Det er en effektiv lille maskine, som med små pigge på en valse river mosset op.
Bliv ikke fortvivlet over, hvordan plænen ser ud, når du er færdig med mosriven. Det kan se meget bart ud, men i langt de fleste tilfælde skal græsset nok få fat.
Fjern al mosset
Mosrivens pigge flår mosset op. Det ser voldsomt ud, men græsset skal nok klare sig, så bare klø på.
Efterhånden vil du opleve, at mosriven blot kører nemt henover et område. Så er mosset fjernet, og du behøver ikke at bruge mere tid på det område.
Riv løbende mos og græs væk. Så kan du bedre se, om du har fået det hele op. Der kan samles overraskende store mængder mos i en forsømt plæne.
Det gennemrevede areal ser bart ud – det ligner faktisk nærmest en pløjemark. Men det skal nok blive godt igen.
Efterså med nye græsfrø
Nu kan du efterså græs. Hvis du ved, hvilken type græs, plænen består af, så brug samme type. Er du i tvivl, så vælg en "allround"-blanding.
På meget skyggefulde steder kan det være klogt at vælge skyggegræs, der bedre kan klare sig uden ret meget sol.
Strø græsfrøene ud over plænen. Forsøg at gøre det så jævnt som muligt. Du kan vælge at købe en lille håndspreder, der sikrer en jævn fordeling.
Se flere reparationer af græsplænen
Er det ikke kun mos, men også bare pletter eller måske endda fordybninger, som du slås med på din græsplæne, er der også hjælp at hente. De to problemer er noget hurtigere at fikse end mos.