Intro
Vejledning
Armeringsmåtterne skal ligge i niveau med det omliggende græs. De skal ligge stabilt, og derfor skal der bygges et underlag op af grus, ligesom når du lægger fliser.
Tykkelsen af gruslaget, og dermed dybden af det hul, du skal grave, afhænger af, om du skal kunne køre med bil på arealet eller blot, som her, kunne gå der uden at slide græsset i stykker.
Læg alle måtterne ud uden at låse dem allesammen sammen, og ret dem ind, så de ligger, præcis hvor du gerne vil have dem liggende.
Stik græsset af langs armeringen. Stik lige ned og hellere et par centimeter fra måtterne end ind under dem.
Grav muldjorden af. Du skal helst nå ned til fast jord - hvis du skal kunne køre bil eller tunge havemaskiner på området, er det absolut nødvendigt.
Du skal bruge stabilgrus til det nederste lag og læggegrus (afretningssand) øverst, så du kan rette måtterne i niveau og sikre, at de ligger fast.
Hvis du skal lægge et tykt lag stabilgrus, får du brug for en pladevibrator. Skal du kun gå på arealet, lægger du et tyndere lag og stamper blot gruset til, fx med et stykke stolpe med en 25 x 25 cm plade for enden.
Fyld stabilgrus i udgravningen. Her lægger vi cirka 10 cm på, da det kun skal kunne bære almindelig gangtrafik.
Stamp stabilgruset grundigt. Her bruger vi en hjemmelavet stamper. Til et kørefast underlag skal du bruge en pladevibrator.
Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du til at samle armeringsmåtterne som beskrevet i boksen først i artiklen. Saml dem i sektioner, altså to eller fire ad gangen, så de er til at flytte rundt på, og lås så sektionerne sammen til sidst, når underlaget ligger, som det skal.
Læg armeringsmåtterne på plads. Når de er samlet i sektioner, er det nemt. Læg en sektion, træd på den, og læg så den næste. Lås dem sammen.
Træd måtterne til, så de ligger jævnt og sidder godt fast i gruset. Har du en pladevibrator, så kør måtterne over med den.
Fordel jorden med en kost. Sørg for, at jorden ender med at ligge cirka 5 mm under måtternes overkant. Så slides græsset ikke ned i niveau med jorden.
Tidsforbrug
Projektet her tog en halv dags tid.
Pris
Måtterne koster ca. 120 kr. pr. kvadratmeter. Hertil kommer grus og græsfrø.
Sværhedsgrad
Absolut en overkommelig opgave for alle, der kan betjene en spade og en skovl.
Tegning
Sådan skal underlaget bygges op
Underlaget skal bygges op af stabilgrus og læggegrus, præcis som hvis du lagde fliser. Men tykkelsen af stabilgruset afhænger af, hvad du skal bruge det armerede græsareal til.
Skal du blot gå på det, kan du nøjes med 10 cm stabilgrus.

Hvis der skal køre biler på det, kræver det 25 cm hårdtstampet stabilgrus. I begge tilfælde skal der 3-5 cm læggegrus ovenpå.

Tips & Tricks
Hvor langt skal du grave ned?
Vi siger, at du skal grave muldjorden væk, men mens det nogle steder betyder, at du blot skal 5-10 centimeter ned, vil det andre steder kræve et dybere hul. Måske endda dybere ned end det gruslag, du har brug for at opbygge.
Skal du blot gå på græs-armeringen, er det ikke en katastrofe, hvis den ligger på en bund af muld. Men skal du køre med biler på arealet, skal muldjorden væk. Hvis hullet bliver meget dybt, så start med et lag af groft drængrus.
Magasin-artikel
Hent magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

