20 meter stakit på én dag

Brug stolpespyd, og få noget fra hånden. En snor, en klaphammer og et lodbræt er alt, hvad du skal bruge. Spyddene er galvaniserede og holder stolperne fri fra jorden, så de ikke rådner.

Stolpespyddene gør det meget nemmere at sætte hegn.

Du slipper for det tunge arbejde med at grave huller, flytte jord og blande beton - stolpespyddene skal nemlig bare slås i med en stor hammer.

Spyddene kan ikke bruges til alt, men de kan bruges til meget.

Vi fortæller dig, hvilke spyd der kan bruges til hvad, og så viser vi, hvordan du nemmest får spyddene til at stå lige, så hegnet kommer til at se godt ud.

Stolpespyddets egenskaber

Stolpespyd kan købes i mange forskellige dimensioner og længder. Stolpespyd må ikke bruges til at forankre bærende konstruktioner, men det er perfekt til stakitter, små pavilloner eller legestativer.

  1. Spyddets indvendige dimension skal matche stolpens dimension. Det indvendige mål spænder fra 4,5 cm til 10 cm.

  2. Stolperne monteres med to franske skruer (Ø 8). Placér skruerne over hinanden eller forskudt på hver side.

  3. Stolpespyddets fire flanger gør det nemt at slå spyddet i, samtidig med at det er meget stærkt.

  4. Længden på et stolpespyd, der kan slås i med en hammer, er typisk mellem 60 cm og 75 cm.

  5. Spyddet er lavet i galvaniseret stål, som ikke ruster. Samtidig holdes stolperne fri af jorden, så fugt og råd undgås.

Sådan sikrer du, at stolpespyddene står lige

Den største udfordring, når stolpespyddene skal sættes, er at få dem til at stå lige - både den ene og den anden vej. Men hvis du går systematisk til værks, så kan det sagtens lade sig gøre.

1

Brug stolper i den rette dimension. Sav hellere en for stor stolpe til i bunden, så den passer perfekt i stolpespyddet, frem for at bruge en stolpe, der er for lille. Hvis stolperne er for små, er det svært at sætte dem lige, og de bliver hurtigt løse.

2

Brug en klods, når spyddene skal slås i - så undgår du grimme mærker.

3

Det første spyd placeres der, hvor hegnet skal starte. Slå herefter en pind i i modsatte ende, og træk så en snor mellem de to punkter.

4

Skær en afstandsliste til, der har samme længde som hegnsfeltet. I dette tilfælde bruges en af hegnsstolperne.

5

Afstandslisten placeres mellem spyd nr. 1 og spyd nr. 2 så tæt på snoren som muligt.

6

For at få den rette afstand mellem stolperne vendes spyddet om. Toppen af spyddet, som nu vender nedad, stødes helt ind mod afstandspinden og placeres langs med snoren. Slå herefter et par gange på spidsen af spyddet for at lave en markering i jorden.

7

Kontrollér, at markeringen fra toppen af spyddet sidder lige efter snoren. Placér herefter spyddets spidse ende midt i markeringen, og slå spyddet i.

8

Halvdelen af spyddet kan slås i, før et lodbræt er nødvendigt. Herefter kontrolleres jævnligt, at spyddet står lodret, i takt med at det hamres i, ved at sætte et lodbræt til den øverste del af stolpespyddet. Er spyddet ikke helt lige, kan det stadigvæk rettes en smule til, når stolperne er monteret.

9

Når spyddene er slået i, kan stolperne monteres. Når stolperne er monteret i stolpespyddene, er det en god idé endnu en gang at kontrollere, at spyddet står lodret, inden stolpeenderne skæres af i højden.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Hegn