Intro
Vejledning
01
Stolperne sættes op
10
Trin
Når skellet er ryddet, skal der bygges et træskelet. Det består af trykimprægnerede stolper, der forbindes med tværgående stivere, såkaldte løsholter.
For at hegnet bliver lige, skal det sættes efter en snor, der spændes ud mellem den første og sidste stolpe, så de øvrige stolper kan rettes ind på linje efter snoren.
Vær omhyggelig med at placere stolperne fuldstændig lige, og sørg for, at de står solidt, for egeplanker er tunge.
TØRBETON
Du kan også vælge at stabilisere dine stolper med tørbeton, som hældes ned i bunden af hullet sammen med lidt vand, der får betonen til at hærde.
Grav huller til stolperne. Her bruges et pælebor efter først at have stukket kanten af hullet med en spade. Skal du bygge et langt hegn, kan du overveje at leje et motoriseret pælebor.
De to endestolper skal stå præcis i lod begge veje. Det er nemmest at se, hvornår stolpen står helt lige, hvis du spænder to vaterpas fast på siderne.
Stolpen stampes fast ved at smide grus i hullet, når stolpen står lige. Gruset stampes her med et kraftigt vandrør, og når det nederste lag er stampet, fyldes der mere grus i, der også stampes. Tjek løbende, at stolpen står lige.
Spænd snor ud mellem endestolperne, når de står perfekt. Du skal spænde to snore ud - en ca. 30 cm over jorden og en i hovedhøjde. Snorene skal sidde helt stramt, da de er rettesnor for de øvrige stolper.
De øvrige stolper placeres med en afstand på ca. 2 meter. Stolperne rettes ind efter snorene - helt tæt på, men uden at røre - så de står snorlige. Tjek med vaterpasset, at de står i lod.
Sæt tværstivere op mellem stolperne, når alle stolper er på plads. Sav dem til i overmål i første omgang, mens du måler op. Den øverste skal her placeres 180 cm over jorden, den nederste 40 cm over, målt fra tværstiverens overkant.
Sav tværstiverne til på nøjagtige mål. Længden varierer en smule, da afstanden mellem stolperne ikke er præcis den samme. Det går fint med en god håndsav.
Montér vinkelbeslag på tværstiverne, inden de monteres mellem stolperne. Tjek med en vinkel, at beslagets lodrette del flugter med tværstiverens endesnit.
Skru tværstiverne fast til stolperne. Det er en god idé at mærke op på stolperne, hvor overkanten af tværstiverne skal sidde. Vinkelbeslagene fastgøres med skruer, der passer til.
02
Plankerne afbarkes og monteres
8
Trin
Inden du monterer plankerne, er det smart at afbarke dem. Barken vil alligevel falde af før eller siden, så du får det flotteste og tætteste hegn ved at bygge med planker uden bark.
Plankerne skal monteres til træskelettet i to lag - inderst og yderst. Du bliver nødt til at parre plankerne på forhånd, så du får skabt en sammenhængende flade på trods af deres forskellige former. Kunststykket er at skabe et “levende” hegn, hvor der også er plads til de meget uregelmæssige planker.
Plankerne afbarkes med en båndkniv, der trækkes ind mod dig selv i plankens længderetning. Det er hårdt arbejde, men du kan trøste dig med, at hegnet bliver både flot og billigt.
Sav plankerne til med et skråt snit i bunden, så vandet kan løbe af. I den anden ende saves de til på længden i godt overmål, så du har lidt at give af. Plankerne saves først endeligt til, når alle er monteret.
Klods en retskinne op i bunden, så den ligger vandret op ad stolperne. Så stiller du blot plankerne på retskinnen, når de skal monteres. Så er du sikker på, at de holder underkant.
Skru den første planke fast. Den flugter nogenlunde med stolpens yderside. Planken fastgøres med 2-3 skruer, 5 x 80 mm, top og bund, afhængigt af hvor bred planken er.
Fastgør de næste planker. Du skal på forhånd beslutte, hvilke planker der skal monteres uden på de inderste, så du kan tilpasse afstanden imellem dem. Det er nødvendigt, da plankerne er ret uens i formen.
Giv plankerne til det yderste lag et nummer hver, og skriv det på tværstiveren, hvor planken skal sidde. Det er meget lettere at holde styr på, når du nummererer plankerne.
Sav plankerne til i toppen, når det inderste lag er på plads, så hegnet får en lige linje foroven. Der saves efter en snor, som er sat op mellem de to yderstolper. Det er nemmest med en dyksav med føringsskinne.
Materialer
- Stolper, trykimpr.
- Reglar, trykimpr., 45 x 95 mm, til tværstivere
- Egetræsskaller
- Rustfri A4-skruer, 5 x 80 og 6 x 100 mm
- Vinkelbeslag + tilhørende skruer
Specialværktøj
- Rundsav med føringsskinne
Tidsforbrug
Ca. 2 uger i alt - heraf 2 dage til at rydde skellet og sætte stolper op og 4 dage til at sætte egetræsplankerne op. En uges tid tog det at afbarke plankerne - i mindre portioner, da det er hårdt arbejde.
Pris
Ca. 600 kr. pr. meter.
Sværhedsgrad
Der er ingen dele af processen, som er svære, men du skal være omhyggelig med stolperne og sørge for, at de står solidt.