Dobbeltlåge med flotte detaljer

At bygge en havelåge med flotte, elegante bladsamlinger lyder måske som en uoverskuelig opgave. Men takket være kap-/geringssavens præcise snit kan du sagtens klare opgaven og lave en havelåge, som vil gøre naboen misundelig.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 weekend
Pris
750 kroner

Vores havelåge er dobbelt, fordi indkørslen er bred, men du kan også nøjes med at lave et enkelt fag, hvis det passer dit hjem.

Intro

Engang var det at lave flotte og elegante samlinger i træ en opgave, der var forbeholdt den garvede snedker, der med sit stemmejern og sin rutine kunne lave samlinger, som var smukke og næsten usynlige.

En kap-/geringssav kan købes for billige penge, og så kan alle være med. Saven kan med stor præcision lave perfekte snit i træet, og det er netop det stykke værktøj, som gør os i stand til at lave vores smarte og solide havelåge med hjørnebladsamlinger.

Det er vigtigt, at saven er indstillet helt rigtigt, så vi kan lave de millimeterpræcise snit, der skal bruges til samlingerne, som får lågen til at se elegant ud. Derfor bruger vi tid på at finindstille saven, inden vi begynder at save de forskellige elementer til lågen.

Hvad angår lågens udsmykning, er det kun fantasien, der sætter grænser. Vores havelåges to dele mødes i en sol, men ønsker du et andet motiv, kan du prøve dig frem. Målene til havelågen afhænger naturligvis af bredden på din indkørsel eller havegang.

Vejledning

01
Kap-/geringssaven finindstilles 7 Trin

Det er altafgørende, at vi får indstillet savens dybdestop helt nøjagtigt, så vi kan save alle elementer med den rigtige dybde. Uden det kan vi ikke lave bladsamlingerne, som giver lågen det helt særlige, elegante look.

Det er en god idé at øve dig på et par stykker træ, inden du går i gang med at save i det, der skal blive til havelåge. Vi bruger en stump lægte og nogle tvinger til at sikre, at saven står solidt og ikke flytter sig, mens vi saver.

Lav et længdestop med en stump lægte. Vi sætter en stump lægte fast på savens bagkant og laver på den måde et længdestop. På den måde undgår vi at skulle måle efter, hver gang vi skal save.

Klingen skal ramme i midten af træet. Lægtens opgave er at skubbe den del, vi skal save til, frem, så klingens laveste punkt passerer midten på det stykke, vi skal save. Det sikrer, vi får den samme dybde overalt.

Test, at saven er indstillet korrekt. Når dybdestop og længdestop er indstillet rigtigt, er det på tide at teste det. Vi tester på en reglar af samme tykkelse som den, vi skal bruge til lågen.

Tjek, at dybden er indstillet korrekt. Sav en stump reglar fra begge sider med en lille forskydning. Når de to snit mødes, er saven indstillet korrekt. Sørg for, at dybdeskruen er strammet, så saven ikke flytter sig.

Sådan skal første del af samlingen se ud. Lav en række snit tæt op ad hinanden. Med et skarpt stemmejern kan stumperne fjernes, og så er første del af samlingen klar.

Sådan laves en flot og stærk samling. Det kræver hverken avanceret værktøj eller ekspertviden, og når saven er indstillet, går det faktisk også ret hurtigt. En perfekt lige bladsamling.

Du kan bruge skruer eller beslag. Lågen bliver flottest, hvis samlingerne limes. Hvis det virker for uoverskueligt, kan de også laves med skruer, som forsænkes. Brug også vinkeljern i hjørnerne til at gøre lågen mere solid og robust.

02
Lågen samles med tvinger 4 Trin

Når lågens ramme er savet til, og samlingerne passer sammen, er det tid til at lave lågens top. Vi vælger en buet form og mærker med hjælp fra en liste op på en reglar, der er en del bredere end de andre i rammen. På den måde ender toppen med at være lige så bred som de øvrige dele af lågen, når den er savet til.

Vi venter med at lime samlingerne, til alt er savet til. I første omgang gælder det bare om at sikre sig, at det hele passer sammen.

1

Skelettet er på plads. Vi har lavet alle vores samlinger på samme måde. Vi venter med limen og holder lågen sammen med tvinger.

2

Vi mærker af til lågens top (C). Som ved resten af lågen laves også toppen med bladsamlinger. Vi har lavet lågens sider, (B) og (A), ekstra lange, så der er lidt at give af.

3

Vi bruger en liste til at optegne lågens buede top (C). Til toppen bruger vi en reglar, der er bredere end de andre. Vi bruger en bøjelig liste til at tegne efter. Den sættes fast med søm eller en skruetvinge.

4

Sav buen (C) til efter opstregningerne. Vi har tegnet den buede form, som vi ønsker, på lågens top og er nu klar til at save den til.

03
Lågens dele limes sammen 5 Trin

Alle bladsamlinger er færdige. Vi har tjekket, at de passer sammen. Nu er tiden kommet til at lime lågen sammen. Vi får igen brug for de tvinger, som vi brugte til at holde lågen løst sammen med.

Vi har valgt at bruge polyurethanlim, som er meget stærkt, til at lime lågen sammen med. Når limen er tørret, hænger du den op på lågestolperne med galvaniserede lågebeslag.

Sørg for, at alle delene passer. Når vi har savet lågens top (C) til og sikret, at det hele passer, kan vi begynde at lime lågen sammen.

Smør lim på alle lågens samlinger. Vi bruger polyurethanlim, og det skummer, så limen løber ned i alle små riller og ujævnheder i samlingerne.

Limen begynder hurtigt at skumme. Den er klistret og lugter grimt, så brug engangshandsker, og gør det udenfor. Det overskydende lim tørres af med en fugtig klud.

Vi sætter tremmerne (G) på plads. Mens limen på lågens ramme tørrer, sætter vi tremmerne på plads. Vi skruer dem fast med træskruer. Husk at bore for!

Lav de fine detaljer i lågens top. Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Vi har valgt at lave en dekorativ sol i vores havelåge.

Materialer

Træ (her trykimprægneret)

  • 45 x 95 mm reglar (A, B, D)
  • 45 x 145 mm reglar (C)
  • 34 x 45 mm lister (G)
  • Polyurethanlim
  • Skruer til træ: 5 x 90 mm

I øvrigt

  • Lågestop (galvaniseret)
  • Lågehængsler (galvaniseret)

Specialværktøj

  • Kap-/geringssav
  • Stemmejern

Tidsforbrug

Sæt en weekend af til projektet.

Pris

Ca. 750 kr. til materialer.

Sværhedsgrad

Lågen er ikke specielt kompliceret at lave, når først saven er indstillet. Hvis du vil gøre det endnu lettere, kan du bruge skruer i stedet for at lave træsamlinger.

Tegning

3D-model

Havelåge (Dobbeltlåge med flotte detaljer)

3D-model

Store hængsler holder lågen

Vend 3D-modellen rundt og se, hvor store hængslerne egentligt er. Jo længere de er, desto bedre holder de lågen.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TIPS: Stopklods til kapsaven

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Havelåge