Intro
Vejledning
Først skal du fjerne det gamle stålnet. Det klarer en vinkelsliber nemt, men husk handsker, høreværn og beskyttelsesbriller.
Når nettet er fjernet, skal stolperne pudses. Du kan som her bruge en vinkelsliber med stålbørste eller en almindelig stålbørste.
Når stakittets trædele skal fremstilles og males, er det en fordel at benytte sig af samlebåndsmetoden. Først males listerne ...
... og så saves de til i de rigtige mål. Brug en kap/geringssav, og sav i 15 grader i begge ender, så vandet ikke kan stå på træet.
Når alle stakittets dele, bortset fra de vandrette lister, er savet i de rigtige længder, skal du huske at male enderne. Træet skal være dækket af maling hele vejen rundt. Og så er det ellers blevet tid til at få stakittet op at stå.
Først skal de lodrette lister fæstes til jernstolperne. Det gør du med rustfri skruer (5 x 30 mm) gennem de forborede huller.
TIPS: Brug en 10 til 20 mm klods til at støtte listen på, så kommer den til at hænge over jorden og vil ikke suge så meget fugt.
Tjek med vaterpasset. Når du har skruet den nederste skrue, skal du tjekke, at listen er i lod, før du sætter den øverste skrue fast. Alle stolperne, bortset fra de to, der skal danne indgangen, beklædes på denne måde.
Turen er kommet til indgangsstolperne. Dem laver du af to lister (35 x 75 mm) og to brædder (22 x 120 mm), der alle er savet i 15 grader i bunden. De forskellige tykkelser skyldes, at stolpen skal være kvadratisk.
De tre sider samles med skruer (3,9 x 55 mm), og du sætter kassen fast til jernstolpen på samme måde som med de lodrette lister.
TIPS: Bor for, inden du sætter skruerne i, så mindsker du risikoen for, at træet sprækker.
Den fjerde side sættes på. Bor for, og sæt den så fast med skruer. Som kronen på værket skal stolpen have låg på (se Køb låget eller fremstil det selv). Låget sætter du fast med en skrue i hver side.
Nu er du kommet til de vandrette lister (C). Her skal du måle længden mellem de forskellige stolper, før du saver dem ud. Mål fra midten af en stolpe til midten af den næste, og sav i 15 grader som ved de andre lister.
Listerne sættes op med to skruer i hver ende. Vil du ikke hele tiden måle afstand, så brug hjælpeklodser. En til den nederste på 15 cm og en mellem de to lister på 35 cm. Det kan dog kun lade sig gøre, hvis underfladen er jævn, ellers må du bruge en hjælpesnor.
Ved indgangsstolperne saver du de lodrette lister af, så de kommer til at støtte mod indersiden af stolpen. Derefter maler du endetræet og sætter så listen fast ved hjælp af et vinkeljern (50 x 50 x 35 mm) og rustfri skruer.
Materialer
35 x 75 mm lister:
• Lodrette lister a 74 cm
• 4 stolpelister a 90 cm
• Vandrette lister i afmålt længde
Desuden:
• 4 brædder, 22 x 120 mm, a 90 cm
• 2 låg a 22 x 160 x 160 mm
• Tremmer, 25 x 50, a 78 og 85 cm
• 3,9 x 55 mm rustfri skruer
• 5 x 30 mm rustfri skruer
• 50 x 50 x 35 mm vinkeljern
• Maling
Pris
Cirka 60 kroner pr. meter
Tips & Tricks
Hegnsloven
Du kan sagtens vælge at lave dit stakit højere. Vælger du en højde på under 1,8 m, så burde der ikke være problemer med at overholde reglerne, mens højere stakitter kræver tilladelse.
Tjek hos kommunen, hvis du er i tvivl.
Sådan vælger du stakit
Hvilket stakit skal du vælge til dit hus? Det af-hænger selvfølgelig af din smag, men der er også et par andre ting, du bør have med i dine overvejelser. Fx hvad der passer til husets stil.
Her er huset fra 1920’erne, og derfor vælges et klassisk stakit i en ældre model. Det er også en god idé at kigge sig omkring og se, hvad naboerne har. Vælger man et stakit, der er meget anderledes, kan det nemlig hurtigt komme til at se malplaceret og forkert ud.
Magasin-artikel
Hent magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

