Med et jordanker står stolpen urokkeligt fast

Stolperne til et stakit skal stå helt lige og stabilt, og det kan være svært, hvis den jord, stolpen skal placeres i, er meget løs eller sandet. Med et såkaldt jordanker er man imidlertid helt sikker på, at pælen ikke vil rokke sig en millimeter selv i stormende kuling.

Et jordanker laves simpelthen af fire bræddestykker, der skrues fast på hegnspælen. Her bruger håndværkeren et 19 x 100 mm imprægneret fyrretræsbræt, som han saver ud i fire stykker a 40 cm. Jo længere du laver stykkerne, jo bedre fæste får jordankret. Men husk, at hullet, der skal graves, skal være tilsvarende stort.

Da pælen skal mindst 90 cm ned i jorden, er det i denne nederste del af stolpen, at ankret skal monteres. Håndværkeren skruer to bræddestykker parallelt på stolpen i 80 cm’s højde og de to andre stykker parallelt på – men i modsat retning og kun et par centimeter fra bunden af stolpen.

Brug fire 4,5 x 50 mm rustfrie skuer til at gøre hver bræddestump fast. Og bruger du trykimprægnerede brædder, der er godkendt til direkte jordkontakt, skal de nok holde i mange år. Jordankret er færdigt og klar til at komme i jorden.

Hullet til pælen med jordankret skal være mindst 90 cm dybt, så den kommer ned i frostfri dybde. Selv med en stikspade kan det være svært at få det sidste jord op, så her er en pælespade en god hjælp. Når ankret er på plads, kan jorden kastes på. Undervejs kontrolleres det jævnligt, at pælen står i vage.

Det er også vigtigt, at den løse jord stampes godt fast undervejs. Til den brug har håndværkeren lavet sig en jordstamper af et kraftigt stykke tømmer og med håndtag af en rundstok. Nu står pælen helt lige og urokkeligt fast.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Stakit