Klatrevæg bygget i baghaven

De fleste drømme kan opfyldes, bare der er tømmer nok til rådighed. Her kan du lære, hvordan du bygger en stor klatrevæg i baghaven, der er så solidt konstrueret, at din klatreteknik er den eneste risikofaktor, du skal bekymre dig om.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
21.500 kroner

Intro

Nu skal vi bygge en megafed klatrevæg på næsten 4 meter, som holdes oppe indefra af et bomstærkt skelet med to 20 x 20 cm træstolper som rygrad.

Skelettet er i øvrigt konstrueret af store træprofiler og er så stærkt, at det uden videre kan bære en skrå frontplade, imens du hænger på hovedet fra den.

Vi udstyrer også klatrevæggen med to lodrette sider, og så er klatrevæggen designet med et tag i plastik- og bitumenplader, så hulrummet kan bruges som skur.

Bygget i to omgange

I denne artikel gennemgår vi konstruktionen af skelettet og den skrå front, som vi gennemgår skridt for skridt i en billedserie. Du får dertil en materialeliste og arbejdstegninger, som også beskriver, hvordan taget og de lodrette sider bygges.

Vejledning

01
Byg skelettet og støb det fast 4 Trin

Nøglen til projektet er to nedstøbte lange stolper i 20 x 20 cm tømmer, der holder klatrevæggen oppe.

Stolperne står dog ikke alene. De får støtte af to korte stolper, der forankres i beton og forbindes med skråstivere, der forhindrer de lange stolper i at vælte. Begge sæt stolper er støbt ned i 90 cm dybe huller.

1

Den første opgave er at stille de to lange stolper (A) i hver deres 90 cm dybe hul og så sætte dem i lod. Stolperne er tunge og svære at styre. Derfor sættes de først i lod, og så forbindes de midlertidigt med både en overligger og en underligger, som tvinger dem til at blive stående parallelt. Når begge stolper står lodret i begge retninger, fikseres de på stedet med to lange midlertidige skråstivere.

2

De lange stolper (A) er støbt fast med helt almindelig stolpebeton fra byggemarkedet. Her er betonen blandet i en trillebør og så hældt i hullerne. Stolpebetonen kan imidlertid også hældes tørt i hullerne og vædes efter.

3

Betonen er stampet i hullerne, så den pakker sig fint og jævnt omkring stolperne.

4

Efter hærdning er de stykker træ, der har været brugt til at afstive og sætte konstruktionen, blevet erstattet med en 60 cm bred stribe krydsfiner, der er midlertidigt monteret på forsiden af de lange stolper (A) 10 cm fra bunden, hvor bundpladen (D) skal monteres senere. De korte stolper (B) monteres 210 cm bag de lange stolper med samme fremgangsmetode.

02
Byg og montér den skrå klatrevæg 6 Trin

Den skrå klatreflade er samlet af krydsfiner og stærke træprofiler. Rammen og pladerne samles forud for montage på stolpeskelettet og boltes så fast til bunden af skelettet.

Derefter kan klatrefladen roteres op med boltene som aksel og spændes fast til skelettet.

1

Alle front- og sideplader (C) er på forhånd boret ud og udstyret med Ø 8 mm islagsmøtrikker i et mønster af to forskudte rækker (1 og 2), der gentages over hele pladen. Møtrikkerne skrues desuden fast på bagsiden, så de sidder fuldstændig fast.

2

Pladerne spændes på en stærk rektangulær ramme med forsiden af møtrikkerne på forsiden af rammen. Der opnås en pæn overflade ved at sætte møtrikkerne i pladen fra den grimme side, hvor boret kan have splintret de øverste lag finer.

3

Frontpladerne monteres på en ramme samlet af 6 rammestykker (E, F og S) samt de seks rammestivere (G). Stykkerne er samlet med 4,5 x 80 mm skruer, der er sat igennem siden af et stykke og ind i endetræet på et andet. Rammen er bygget fra toppen og ned.

4

Rammen monteres på de to lange stolper (A) med et afstandsstykke (T) imellem med 60 cm lange M10-træbolte. Boltene forbinder stolperne med de lange rammestykker (E) i bunden af rammen.

5

Nu kan rammen med pladerne hejses op ved hjælp af et spil, eller den kan rejses med håndkraft. I alle tilfælde bør den støttes undervejs.

6

De lange rammestykker (E) forbindes til de lange stolper (A) yderligere to gange i hver side, med de korte og lange tværstivere (H og J) som mellemled. Samlingerne er også her lavet med 50 cm M10 træbolte.

Sådan laver du selv klatregreb

Her er brugt købte klatregreb, men de er dyre, og hvis du har mod på det, kan du spare mange penge ved at lave dem selv.

Klatregrebene skal spændes ind mod en klatrevæg med bolte, der skrues ind i islagsmøtrikker i væggen.

Derfor skal alle greb først bores igennem med et Ø 8 mm bor. Derefter skal stenen bores yderligere ud fra forsiden med et Ø 10 mm bor, så der bliver plads til et undersænket bolthoved.

Metoden er ens, uanset hvilket materiale du vælger. Du kan som udgangspunkt anvende alle materialer, som er hårde nok til, at du tør hænge fra dem, og bløde nok til, at du kan bore i dem.

Natursten er bare et af de materialer, du kan bruge. Træ, stål og plastik kan også anvendes.

Materialer

Skelet og skråvæg

20 x 20 cm stolper

  • 2 lange stolper (A) a 4,2 m
  • 2 korte stolper (B) a 1,65 m

18 mm birkekrydsfiner

  • 3 frontplader (C) a 1,22 x 2,45 m
  • 1 bundplade (D), 0,6 x 2,45 m

50 x 150 mm spærtræ

  • 2 lange rammestykker (E) a 4 m
  • 3 korte rammestykker (F) a 2,45 m
  • 1 bundrammestykke (S), 1,85 m
  • 2 lange tværstivere (H) a 2 m
  • 2 korte tværstivere (J) a 1,45 m
  • 2 spær (R) a 3,85 m
  • 1 kort rammestykke (S), 1,8 m
  • 4 afstandsstykker (T) a 40 cm

45 x 90 mm spærtræ

  • 6 rammestivere (G) a 1,2 m

Tag og gavle

18 mm støbefiner

  • 6 sideplader (K) a 1,22 x 2,35 m

45 x 145 mm spærtræ

  • 5 store taglister (L) a 3 m

45 x 45 mm reglar

  • 9 små taglister (M) a 3 m

Desuden

  • Stolpebeton
  • Cement
  • Træbeskyttelse
  • 3 x 2,5 og 4,5 x 80 mm skruer
  • M10 x 500 mm træbolte
  • M10-spændskiver til træ
  • M10-møtrikker
  • 1200 M8-islagsmøtrikker
  • 6 bitumenplader (N) a 95 x 200 cm
  • 3 trapezplader (P) a 109 x 364 cm

Tidsforbrug

3-4 dage.

Pris

Ca. 21.500 kr. i alt. Skelettet og den skrå væg koster ca. 11.000 kr., mens taget og gavlene koster ca. 10.500 kr. Oveni kommer så udgiften til klatregreb.

Sværhedsgrad

Alle elementerne er store, tunge og uformelige, og de skal både forankres godt og samles korrekt.

Tegning

Video

Støbte stolper

Med afstivning får du dem i lod, mens betonen hærder

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.