Støbekrydsfiner

Støbekrydsfiner (støbeplade) er en krydsfinerplade, der er belagt med en særlig film. Den bruges primært til støbeopgaver, men kan også bruges som ny bund til traileren, hvis du vælger den rette type.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Støbekrydsfiner

Støbekrydsfiner (støbeplader) er krydsfinerplader belagt med en beskyttende film, der enten kan være glat eller ru, afhængigt af hvad du skal bruge den til.

Støbekrydsfiner bruges som forskalling til støbeopgaver. De filmbelagte plader tåler vand og har en glat overflade, der let slipper og efterlader en glat betonoverflade.

Støbekrydsfiner bruges også til trailerbund, og kaldes derfor også trailerplade.

Glatte plader (“glat/glat”) bruges til støbning, mens plader med en ru overflade (“ru/glat” eller “net/glat”) er velegnede til trailerbund, fordi den ene side er ru/nubret og dermed skridsikker. Men de kan også bruges til støbning, netop fordi én side er glat.

Priseksempel

Cirka 350 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Prisen afhænger af tykkelsen og typen af film, pladen er beklædt med. Priseksemplet herover er for en 12 mm trailerplade.

Hvor bruges: Støbekrydsfiner

Støbekrydsfiner bruges primært til støbeopgaver og som trailerbund.

Støbekrydsfiner fås både med to glatte sider og med én glat og én ru side. De helt glatte plader er primært til støbeopgaver, mens de som trailerbund typisk har én glat og én ru side. Den ru side skal vende opad, så trailerbunden ikke er så glat.

Til støbeopgaver kan du bruge begge typer plade; du skal bare vende den glatte side ind mod betonen, hvis du vil have en glat betonoverflade.

Fordele

  • Tåler store mængder vand og fugt
  • Velegnet til både støbning og trailerbund
  • Fås både med glat og ru overflade
  • Fås i mange tykkelser

Ulemper

  • Relativt dyre

Styrke

Meget høj

Krydsfineplader er generelt stærke. De mange lag af tyndt træ, der ligger på henholdsvis kryds og tværs, giver en stor styrke og sejhed.

Støbekrydsfiner er endnu stærkere, fordi overfladen fra fabrikkens side er forseglet med en beskyttende film, så pladerne kan tåle vand fra flydende beton eller regn og sne, der lander på bunden af traileren.

Holdbarhed

10-15 år

Som støbeplade er holdbarhed uinteressant. Men som trailerbund kan pladerne holde i mange år, afhængigt af hvor hårdt du behandler dem (haveaffald slider mindre end murbrokker).

Vedligeholdelse

Ingen

Dimensioner

  • Tykkelse: 9, 12, 15, 18, 21 og 27 mm
  • Bredde: 125 og 150 cm
  • Længde: 250 og 300 cm

Plader til trailerbund fås også i andre dimensioner.

Se alternativer til støbekrydsfiner

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip: Støbeplade brugt til støbning

Afhængigt af, hvad du skal støbe, bygger du en form, fx en kasse, som betonen kommes i. Pladens glatte sider slipper nemt betonen, når denne er hærdet og formen skrues fra hinanden.

Montering: Støbeplade brugt til støbning

Du kan nemt save i støbekrydsfiner, både med rundsav, dyksav, stiksav og fukssvans.

Til støbeopgaver vil du typisk passe flere pladestykker til og skrue dem sammen. Det kræver blot nogle skruer.

Betonen hældes direkte i støbeform af støbekrydsfiner. Der, hvor du ikke vil have beton, lægger du polystyren ind. Her støbes polystyrenen ind i betonbænkes ben, og når betonen er hærdet, brændes polystyrenen væk.

Når du fjerner støbepladerne fra den hærdede beton, har du en glat betonoverflade på din støbning.

Princip: Støbeplade brugt til trailerbund

Trailerbunden af støbekrydsfiner gøres fast til trailerens stålplader med popnitter. Der bores igennem både stål og krydsfiner, hvorefter popnitten stikkes igennem og låses med en tang.

Montering: Støbeplade brugt til trailerbund

Traileren skal skilles ad, før du kan skifte bunden. Ofte kræver det, at du borer nogle popnitter ud.

Når siderne kan trækkes fra hinanden, kan den gamle bundplade fjernes og kasseres.

Den nye plade skæres med den gamle plade som skabelon. Du er typisk nødt til at vælge en plade i samme tykkelse som den gamle for at få plads til den. Jo tykkere pladen er, desto stærkere er den, men den vejer til gengæld også mere.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med støbekrydsfiner.

FAQ