Det er efterår, og bladene falder ned fra dine træer og dækker hele græsplænen. Nedfaldsbladene skal selvfølgelig rives sammen, så de ikke ødelægger græsplænen henover vinteren, men vi kan spare dig for den lange tur til genbrugspladsen.
Her får du 3 smarte måder, du kan genbruge dine nedfaldsblade på.
1. Kompostbunke
Saml bladene i en kompostbunke og lad dem rådne sammen til næste års næringsrige gødningsmuld. Det er en rigtig god idé at finddele bladene først, for så rådner de hurtigere.
Har du en græsslåmaskine med opsamler på, er den perfekt til formålet – bare kør den en tur over bladene på græsplænen og tøm opsamleren i kompostbunken. Når du er halvvejs igennem vinteren, kan det godt betale sig at vende bunken, hvis den vel at mærke ikke er dybfrossen.
2. Isoler blomsterkummerne
Har du sarte planter eller blomster i kummer, kan du bruge dine nedfaldsblade til at isolere deres rødder. Bare tag en håndfuld blade og placer dem rundt omkring blomsterne, og på den måde holder de længere, når det bliver rigtig koldt.
3. Underlag i hønsegården
Har du høns og hønsegård, skal du bruge dine nedfaldsblade som underlag dér. Hønsene vil elske at gå og skrabe i et tykt lag af nedfaldsblade, og det er tilmed nemt at holde hønsehuset rent. Bare skovl hønsemøget og et lag af bladene ud, og drys et nyt lag på.
LÆS OGSÅ: Byg selv dit hønsehus i haven