Beskæring af blåregn

Blåregn er en smuk, kraftigt voksende klatreplante. Du får den flotteste og mest harmoniske blåregn, hvis du beskærer den. Se her, hvordan du gør.

Intro

Blåregn er en meget kraftigt voksende klatreplante – nogle er nærmest aggressive i deres vækst.

Når blåregn er godt etableret på voksestedet, vil den sætte mange nye, lange skud, som kan finde ind i selv ganske små sprækker. Så du skal holde godt øje med blåregnens vækst, især hvis den er plantet op ad dit hus.

Du bør beskære din blåregn jævnligt, så klatreplanten vokser harmonisk, og så det kraftfulde skud ikke giver skader på dit hus.

Her kan du se, hvordan du beskærer blåregn. Det mest optimale er, at du både beskærer din blåregn både sommer og vinter.

Vejledning

01
Beskæring af blåregn om sommeren 9 Trin

Sommerbeskæring af blåregn bør ske efter den første blomstring, fx i juli/august måned. På dette tidspunkt har blåregnen allerede vokset en del, så der vil typisk være mange lange skud, som skal fjernes. I hvert fald på ældre blåregn, så blåregnen vokser hensigtsmæssigt. En ung blåregn kræver typisk ikke helt så meget beskæring som en ældre.

Her kan du se, hvordan du beskærer en blåregn om sommeren. Det er vigtigt, at du holder øje med begyndende blomster, så du ikke kommer til at klippe dem bort. Blåregn kan nemlig godt blomstre endnu engang i sensommeren. Og det ville være ærgerligt at gå glip af.

blåregn beskæring 1

Her vokser to blåregn rundt omkring en havedør. Især blåregnen i den ene side, en japansk blåregn, har vokset sig noget større end den kinesiske blåregn på den anden side.

Nu skal blåregnene beskæres, så de bliver mere ens, og så de lange skud ikke laver skader på huset.

blåregn beskæring sommer 2

Skuddene er blevet så lange, at de når op på altanen over havedøren. Her har de lange skud ikke noget at gribe fat i, så de skal fjernes.

Fordelen ved at beskære blåregn om sommeren er, at nyvæksten ikke er så kraftig som ved vinterbeskæring.

blåregn beskæring sommer 3

Grenene vikler sig rundt om hinanden, når de ikke har noget andet at gribe fat i. Blåregn vokser naturligt ved, at stænglerne drejer rundt – den japanske blåregn drejer rundt mod uret, den kinesiske blåregn drejer modsat, med uret rundt.

beskæring af blåregn 4

Grene, der generer i døråbningen, fjernes. Det samme gælder grene, der søger ind under udhænget på huset. Pas på, blåregnens lange skud ikke kommer ind under udhænget fx.

Hvis en blåregn tæt på et hus får lov at vokse uhæmmet, kan den give skader på dit hus. Det undgår du med regelmæssig beskæring.

beskæring af blåregn 5

Hold øje med nye blomsterskud, når du beskærer blåregn om sommeren. Dem skulle du nødigt komme til at klippe væk, da det er dejligt med endnu en gang flotte og velduftende blomster i sensommeren.

Hold også øje med, om nogle af de nye skud kan hjælpes hen, hvor blåregnen evt. er lidt bar.

beskæring af blåregn 6

Hvis der er brune områder på blåregnen, klippes det også væk.

beskæring af blåregn 7

En stige er ofte nødvendig, når du beskærer blåregn. Fjern de skud og stængler, der stritter meget væk fra grundstammen. Det ser harmonisk ud, når blåregnen er mere tæt.

beskæring af blåregn 8

Det unge skud er skåret ind, så der stadig sidder to blade på det. Så er der mulighed for at få blomster fra det nye skud, da blomsterklaserne vokser fra bladhjørnerne.

beskæring af blåregn 9

Så er blåregnen beskåret. Blåregnen skal beskæres igen til vinter, når bladene er faldet af.

02
Beskæring af blåregn om vinteren 9 Trin

Det er en god ide at beskære blåregn igen om vinteren. Når planten står “nøgen” uden blade, er det let at se, hvad du skal fjerne, og hvor du skal lægge snittet.

Når du beskærer blåregn både sommer og vinter, får du den mest optimale beskæring. Sommerbeskæring giver knapt så meget nyvækst som vinterbeskæring. Derfor er det en god ide ikke kun at beskære om vinteren, men også om sommeren.

Se her, hvordan du beskærer din blåregn om vinteren.

beskæring af blåregn vinter 1

Det er blevet vinter, og tid til at beskære de to blåregn igen. Det er tydeligt, at den ene blåregn er større end den anden. Den skal skæres til, så de to blåregn bliver mere ens.

beskæring blåregn 2

Der skal tyndes ud i de mange skud, der efterhånden er filtret helt ind i hinanden. Nogle skud er også på vej ind i sprækker i udhænget. Det er vigtigt at få dem fjernet. Grene, der generer ved havedøren, fjernes også.

beskære blåregn 3

Start med at fjerne de større grene, som skal væk. Her er det en stor gren, der stritter for meget væk fra grundstammen. Når de større grene er væk, er det lettere at se, hvilke af de mindre grene, der skal væk.

blåregn beskæring vinter 4

Fjern også mindre grene, der vokser uhensigtsmæssigt. Hvis du hiver i grenen foroven, kan du lettere se, hvor den sidder fast på grundstammen længere nede.

Så kan du lægge et perfekt snit, tæt på stammen, så du får en harmonisk beskæring, og blåregnen ikke kommer til at se underlig amputeret ud.

beskæring af blåregn 5

Kigger du kun på vildnisset længere nede på planten, er det svært at se, hvilken gren, der skal fjernes.

beskæring af blåregn 6

Mindre grene, der stritter for meget ud fra grundstammen, studses også lidt til.

beskæring af blåregn 7

Grenen, der har slynges sig rundt om nedløbsrøret, skal væk, inden den skaber ravage.

blåregn beskæring vinter 8

En gren nederst på stammen fjernes også, så grundstammen står helt “ren”.

beskæring af blåregn 9

Nu er blåregnen klar til en ny vækstsæson i det kommende forår. Og de to blåregn ved havedøren har nu fået nogenlunde samme størrelse.

Video

Beskæring af slyngplanter

Her kan du se, hvordan du beskærer blåregn både sommer og vinter.

Video

FAQ