Tegn på lus i roser
Bekæmp lus i roser med insektsæbe
Bladlus er meget udbredt i roser. Hold godt øje med, om der kravler myrer på dine roser. Det kan nemlig være et tegn på bladlus. Her får du at vide hvorfor.
Det er vigtigt, du bekæmper bladlus i roserne, da de hurtigt kan sprede sig. Du risikerer, at rosenknopperne bliver helt forkrøblede, så det går ud over blomstringen.
De små skadedyr sidder ofte i klumper på stilken og knopperne. De kan også være hvide.
Der er flere metoder til at bekæmpe bladlus. Her viser vi dig, hvad du kan gøre.
Bladlus i roser er meget almindeligt. Specielt i en tør og varm periode, da det giver lusene de optimale betingelser.
Bladlus er nemme at få øje på, da de ofte samler sig i større kolonier omkring blomsterknopperne – eller i skudspidserne.
Det er nemlig her, hvor rosernes saftgennemstrømning er størst. Det er netop den søde saft, lusene lever af.
Hold øje med, om der kravler myrer på rosens grene. Det er et tegn på, at roserne har bladlus.
Myrerne er nemlig vilde med bladlusenes sukkerholdige afføring. Det, der også kaldes honningdug.
Bladlus kan formere sig eksplosivt i en varm periode. Og er der for mange lus, vil rosen efterhånden få en forkrøblet vækst, hvor mange blomsterknopper slet ikke vil springe ud.
Hold derfor godt øje med, om dine roser har bladlus. Det er svært at undgå lusene, men du kan bekæmpe dem med både vand og insektsæbe for at hjælpe roserne af med dem.
Klatrerosen her sprøjtes med en færdigblandet insektsæbe. Sæben virker godt mod lus.
Sprøjt aldrig insektsæbe på rosen i solskin, da det kan svide rosen. Vælg i stedet en overskyet dag at bekæmpe bladlus.
Gør dig umage med kun at ramme bladlusene. Insektsæben virker typisk ikke bare mod bladlus, men også mod andre levende insekter og smådyr på rosen.
Også såkaldte nyttedyr som fx mariehøns, der lever af lusene.
Hold øje med rosen, efter du har givet første behandling med insektsæbe.
Hvis der stadig er bladlus efter et par dage, kan du gentage behandlingen.
Du kan også sprøjte med almindeligt vand. Brug blot vandslangen, og ret strålen mod lusene. Spul, til lusene er væk.
Fordelen ved denne metode er, at rosen samtidig bliver vandet grundigt. Du må dog forberede dig på, at behandling skal gentages.
LÆS OGSÅ: Gødning af roser
5 effektive midler til bekæmpelse af bladlus
VIDEO: Se hvordan du bekæmper bladlus på roser
I videoen kan du se, hvordan du behandler rosen med en færdigblandet insektsæbe, der virker godt mod lus. Husk, at du ikke må behandle rosen i solskin, for så bliver den svedet af sæben.