Klip en længere gren af årets nyvækst af rosen. Skuddet skal være træagtigt, men ikke tykkere end en blyant. Der kan blive flere stiklinger ud af det årsskud, Mette har klippet af her. Som udgangspunkt skal der være et bladhjørne forneden på stiklingen, hvorfra de nye rødder kan skyde.
Tornen midt på stænglen tager hun væk. Derefter klipper hun op til lige under nederste blad – og efterfølgende lige over øverste blad. Stiklingen vil nu have mulighed for at danne nye rødder fra det sted, hvor det nederste blad har siddet. Bladet øverst klippes ind, så der kun er to enkelte blade tilbage.
Der må ikke være for megen bladmasse, for så fordamper der alt for meget vand fra stiklingen. Den har jo endnu ingen rødder, der kan optage vandet. Men samtidig skal der være grøn bladmasse tilbage. Ellers kan stiklingen ikke fange lyset, og så udvikler den sig ikke.
Mette fortsætter med resten af skuddet efter samme devise. Klip lige under nederste blad – og lige over næste blad. Fjern nederste blad helt – og klip alle enkelte blade på nær to af næste bladgren.
Hun lægger alle stiklinger i en fugtig avis for at undgå mulig udtørring, indtil potterne er gjort klar med ugødet så- og priklemuld. Det er vigtigt, at jorden er næringsfattig, når du stikker dine stiklinger. En næringsrig jord vil hurtigt svide de små stiklinger, så de ikke bliver til noget.
Nu er potterne klar med fugtig så- og priklemuld. Mette sætter rosestiklingerne i jorden – lidt ude i siden af potten. I yderkanten af potten er der lidt mere luft end i midten, og sådan kan stiklingerne bedst lide det. Hun placerer også stiklingerne, så bladene ikke rører ved hinanden.
Den største fare, når man tiklingeformerer, er nemlig risikoen for svamp. De små grenstumper skal have hjælp for at få vand nok. For at holde på fugtigheden i bakken skal den derfor dækkes godt til. Luft mellem bladene giver dårligere spirebetingelser for svampesporer, end hvis bladene dækker over hinanden.
Er uheldet ude, så fjern straks plastposen, og sæt potterne på god afstand af hinanden. Først laver Mette et par små buer ud af nogle plantestængler. Hun placerer dem i hvert hjørne af bakken. Så dækker hun hele bakken godt til med en hvid plasticpose.
Posen skal slutte tæt til under bunden, hvis den skal kunne holde på fugtigheden indenfor. Til sidst sætter hun bakken med rosenstiklingerne udenfor – i skyggen under et træ. Her er tilpas lunt, men samtidig skyggefuldt nok til, at stiklingerne ikke tørrer ud.
Nogle uger senere er Mette spændt på at se, hvordan rosenstiklingerne har udviklet sig. Hun satte stiklingerne i såkaldte ”rodtræner-potter”, der kan åbnes, så man let kan se, hvordan rødderne har det. Det er gået fint indtil videre. Nye fine rødder er på vej.
Mette potter med det samme stiklingen op i en større potte med så- og priklemuld og vander med det samme. Stiklingen skal nu klare sig uden plasticposen. Derfor bør den også stå lidt beskyttet, og Mette vil derfor beholde den inde i drivhuset indtil næste år for at få den godt på vej.
En anden stikling har ikke været helt så hurtig, så den pakker hun godt ind igen. Endnu en måned senere. To af stiklingerne er lykkedes. Den ene af dem står endda i knop, og Mette kan begynde at glæde sig til at få endnu en velduftende rose i haven til næste år.
Den første vinter får de dog yderligere beskyttelse i det store drivhus – og får lov at stå ekstra dækket i et endnu mindre et af slagsen.
SE BYGGEVEJLEDNINGEN: Byg selv orangeri
